Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Birthe Wilke

Oprindelig forfatter keuner Seneste forfatter Redaktionen

Melodi Grand Prix. Grethe og Jørgen Ingmann bragte med sangen Dansevise sig selv og Danmark øverst på sejrsskamlen ved det internationale Melodi Grand Prix i London 23.3.1963.

Melodi Grand Prix. Grethe og Jørgen Ingmann bragte med sangen Dansevise sig selv og Danmark øverst på sejrsskamlen ved det internationale Melodi Grand Prix i London 23.3.1963.

Birthe Wilke, f. 19.3.1936, dansk sanger. Sammen med veteranen Raquel Rastenni var Birthe Wilke den dominerende refrænsangerinde i anden halvdel af 1950'erne. Hun indsang utallige grammofonplader, mest populær blev Den gamle gartners sang (1956) sammen med operasangeren Mogens Wedel, der solgte 150.000 eksemplarer.

To gange deltog Birthe Wilke i det europæiske Melodi Grand Prix, i 1957 sammen med Gustav Winckler med Skibet skal sejle i nat, der blev nummer 3, og i 1959 med Uh, jeg ville ønske, jeg var dig, der blev nummer 5. I 1966 trak Birthe Wilke sig tilbage fra offentligheden. Hun forsøgte senere et comeback, men opgav af helbredsmæssige grunde.

En skrøne, der holdt i mange år, går ud på, at Skibet skal sejle i nat ville have opnået en endnu højere placering ved Melodi Grand Prix'et i 1957, hvis ikke juryerne i de katolske lande havde taget anstød af et afskedskys mellem Gustav Winckler og Birthe Wilke, som blev yderligere forlænget, fordi teknikeren ved tv-mixerpulten glemte at klippe væk fra det. Senere undersøgelser af afstemningsresultaterne har godtgjort, at sangen i adskillige tilfælde fik flere point fra katolske end fra ikke-katolske deltagerlande.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Christian Nørregaard: Birthe Wilke i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. januar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=244128