• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Anne Linnet

Oprindelige forfattere PReinog Sneum Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/18095/=ud_a_237679.mp3?revision=2

Anne Linnet som bitch boy i 1997. En dynamisk karrieremæssig ballast af musikalsk sikkerhed og foranderlighed igennem stilistiske spring har givet hende et stort publikum og både skulderklap og øretæver hos anmeldere.

Anne Linnet som bitch boy i 1997. En dynamisk karrieremæssig ballast af musikalsk sikkerhed og foranderlighed igennem stilistiske spring har givet hende et stort publikum og både skulderklap og øretæver hos anmeldere.

Anne Linnet, Anne Kristine Linnet, f. 30.7.1953, dansk sanger, musiker og komponist. Anne Linnet begyndte at optræde som folkemusiker i 1969, og 1971-76 indgik hun i gruppen Tears med bl.a. Holger Laumann, som hun var gift med i en periode. Som solist lp-debuterede hun i 1973 med Sweet Thing og ledede dernæst kvinderockbandet Shit & Chanel 1974-79. Gennembruddet som solist og sanger fik hun med lp'en Kvindesind (1978) med tekster fra Tove Ditlevsens digtsamling fra 1955. Anne Linnet brød med sit folkrock-image, da hun 1980 dannede gruppen Anne Linnet Band med sig selv, Sanne Salomonsen og Lis Sørensen i front for en strømlinjet poprock. Tonen blev mere dyster og hårdtslående i Anne Linnets næste projekt, gruppen Marquis de Sade, som pladedebuterede i 1983 med sange, der kredsede om sadomasochisme såvel i teksterne som i den piskende rytmik.

Albummet Hvid Magi (1985) blev en succes med sin lettere humoristiske tilgang til kærlighedslivets mange facetter, bl.a. den lesbiske kærlighed. Som solist udgav Anne Linnet i 1986 endnu en plade bygget over Tove Ditlevsens tekster, Barndommens Gade med titelsangen fra filmen af samme navn, og i 1987 skrev hun sammen med Sanne Salomonsen sangen Den jeg elsker, elsker jeg, der i 1988 indgik i Sundhedsstyrelsens og DR's aids-kampagne. Samme år udsendte hun albummet Jeg er jo lige her, bl.a. med sangen Tusind stykker, og i 1989 albummet Min Sang med tekster af Johannes Møllehave. Efter endnu et par soloudgivelser i begyndelsen af 1990'erne præsenterede Anne Linnet med et album i 1997 sig selv i endnu et kvindeband, Bitch Boys. To udgivelser, Jeg og du (2001) og Her hos mig (2005), fortsatte dog den lavmælte inderlighed, som gennem årene har været så karakteristisk for Anne Linnets udgivelser i eget navn.

Album i udvalg
  • Sweet Thing (1973)
  • Kvindesind (1978)
  • You're Crazy (1980)
  • Go' sønda' morn' (1980; optaget i Kulturkanon)
  • Roserne bryder ud (1982)
  • Barndommens gade (1986)
  • Jeg er jo lige her (1988)
  • Krig og kærlighed (1990)
  • Pige træd varsomt (1995)
  • Bitch Boys (1997)
  • Jeg og du (2001)
  • Over mig under mig (2002)
  • Akvarium (2007)
  • Kalder længsel (2012)
  • Alle mine drømme til dig (2015)

Den svenske sanger og guitarist Björn Afzelius havde i 1989 så stor succes med Tusen bitar, hans egen oversættelse af Anne Linnets sang, at den også efter hans død ti år senere hører til hans kendteste indspilninger.

Annonce

Foruden at være en af periodens mest betydningsfulde og igangsættende danske rockmusikere har Anne Linnet også vist sin alsidighed ved at lave børnemusik, komponere partiturmusik, fx en række kompositioner for symfoniorkestre, og skrive musik til film, musicals og teaterstykker samt en opera, Thorvaldsen (1996), om Bertel Thorvaldsen.

I 2011 opførte kunstnerkollektivet Sort Samvittighed på Betty Nansen Teatret en teaterkoncert, Hvid Magi, som en hyldest til Anne Linnets musik.

Anne Linnet har udgivet to erindringsbøger, Hvor kommer drømmene fra? (2000) og den kontroversielle Testamentet (2012).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Per Reinholdt Nielsen, Jan Sneum: Anne Linnet i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 7. december 2016 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=117280