Alrune Rod, dansk rockgruppe dannet 1968 af sangeren, bassisten og guitaristen Leif Roden Nielsen (1948-2010). Gruppen var (sammen med Steppeulvene) en af de første i Danmark, der forsøgte at skabe en pendant til den amerikanske hippiemusik. Alrune Rod havde sin storhedstid i begyndelsen af 1970'erne, hvor den leverede pompøs og velklingende live-musik. Gruppens særlige "sound" kan høres på LP-pladerne: Hej Du (1970) og Alrune Rock (1971).