Allan Mortensen, f. 1946, dansk sanger. Mortensen indledte sin karriere som kraftfuld forsanger i de eksperimenterende rockgrupper Tears og Midnight Sun i slutningen af 1960'erne. Hans gennembrud blev i rollen som Judas i den danske opførelse af rockmusicalen Jesus Christ Superstar (1971). Mortensen udfoldede sig derpå med et mere underholdningspræget repertoire inden for musical, kabaret og populærmusik, og han fik succes med sangen Musikalske venner (1975), som lånte titel fra et populært tv-program.