Wilhelm Hansen Musikforlag, 1975 navngivet Edition Wilhelm Hansen, dansk musikforlag, grundlagt 1857 af Jens Wilhelm Hansen (1821-1904) i København. Gennem opkøb af konkurrenter, etablering af afdelinger i udlandet og en stor forretning i Gothersgade blev det familiedrevne firma i begyndelsen af 1900-t. Nordens førende musikforlag og -handel.

Med oldebørnene Hanne Wilhelm Hansen (1927-2003) og Lone Wilhelm Hansen (1929-1994) som ledere fra 1948 blev denne position fastholdt til 1988, da forlaget blev solgt til den amerikanske The Music Sales Group of Companies, og aktiviteten indskrænket til ren forlagsvirksomhed. Firmaet har også haft en omfattende virksomhed som koncertdirektion.

I 1995 stiftede Hanne Wilhelm Hansen Wilhelm Hansen Fonden, der årligt uddeler hæderspriser og legater til kunstnere, grupper og institutioner inden for musik, teater, film og dans.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig