Musikforeningen i København – eller blot Musikforeningen – var den mest betydningsfulde koncertinstitution i Danmark i 1800-tallet.

Foreningen blev stiftet i 1836 og havde tre hovedformål: udgivelse af dansk musik, udsættelse af prisopgaver for landets komponister og afholdelse af koncerter. Det var især det sidste, der kom til at præge Musikforeningens virksomhed. Den første koncert fandt sted 28. januar 1837. Musikforeningens orkester bestod i begyndelsen mest af musikere fra Det Kgl. Kapel, mens det allerede fra starten lykkedes at skabe et selvstændigt koncertkor.

I 1850 tiltrådte Niels W. Gade som dirigent for Musikforeningen, en position han beholdt frem til sin død i 1890. Under ham blev Musikforeningen et samlingspunkt i det københavnske musikliv med eget symfoniorkester og kor. Komponisten J.P.E. Hartmann var formand for Musikforeningen fra 1839 til 1892.

Musikforeningen var virksom indtil 1931 og havde bl.a. Carl Nielsen som dirigent i årene 1915-1927.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig