Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Maj Lind-Pianokonkurrencen

Oprindelig forfatter Fennoscandia Seneste forfatter Redaktionen

Maj Lind-Pianokonkurrencen, finsk klaverkonkurrence, etableret i 1945 på grundlag af pianisten Maj Linds testamentariske gave til Sibelius-Akademiet i Helsinki og finansieret gennem Maj Lind Fondens renteindtægter.

Indtil 1997 afholdtes konkurrencen med 1-4 års interval for unge finske 15-30-årige pianister. Desuden uddeltes der stipendier til Sibelius-Akademiets lærere og ydedes økonomisk støtte til arrangement af sommerkurser.

Første vinder af konkurrencen var Leena Suikonen (1945), og blandt de øvrige vindere findes Leif Segerstam (1962), Folke Gräsbeck (1973), Paavali Jumppanen (1994) og Joonas Pohjonen (1997) samt på en delt andenplads Olli Mustonen (1982). Finalisterne spillede en klaverkoncert sammen med Sibelius-Akademiets symfoniorkester.

Annonce

Siden 2002 er konkurrencen arrangeret internationalt af Sibelius-Akademiet i samarbejde med medievirksomheden Yle som Den Internationale Maj Lind-Pianokonkurrence; den afholdes hvert femte år for unge pianister under 35 år, fra 2012 dog under 30 år. Vinderpriserne er (2012) på hhv. 25.000, 20.000 og 15.000 euro for 1.-3. pladsen. Desuden støttes vinderne til at optræde ved koncerter i Finland efter selve konkurrencen.

I 2012 deltog den 27-årige danske pianist Emil Jensen, og konkurrencen afholdtes for første gang i det nybyggede Musikhuset i Helsingfors.

Den 3. Internationale Maj Lind-Pianokonkurrence 2012
Yles sider om konkurrencen 2012

Referér til denne tekst ved at skrive:
Torben Axelsen: Maj Lind-Pianokonkurrencen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=474661