• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Collegium musicum

Oprindelige forfattere BViiN og PRy Seneste forfatter Redaktionen

Collegium musicum, (lat. 'musikalsk fællesskab'), sammenslutning af borgere og især studenter, der i modsætning til professionelle ensembler (kapel, kantori) dyrkede musik på amatørbasis. Siden 1500-t. var betegnelsen udbredt navnlig i tyske universitetsbyer. Særlig berømte er de to Collegia musica, der blev forløbere for Gewandhauskoncerterne i Leipzig; det ene, grundlagt 1702 af G.Ph. Telemann, overtog J.S. Bach ledelsen af i 1729.

I Danmark blev betegnelsen i 1900-t. knyttet til to professionelle orkestre. Kammerorkestret Collegium musicum, der var specialiseret i barokmusik og ny musik, fungerede under dirigenten Lavard Friisholms ledelse 1944-76. I 1981 blev et symfoniorkester af wienerklassisk størrelse etableret under samme navn i København med dirigenten Michael Schønwandt som leder.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bendt Viinholt Nielsen, Peter Ryom: Collegium musicum i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. september 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=58081