Zink, (af ty. Zinke 'tak, spids'), læbeblæseinstrument af træ med klang som en blid trompet. Den er konisk boret med 7-8 fingerhuller og kendes i tre former: krum eller lige med ottekantet rør omviklet med læder, begge med løst, kopformet mundstykke, og "stille zink", hvis mundstykke og rør er ét. Zinken stiller store krav til udøveren; den havde sin storhedstid ca. 1550-1650 og anvendtes bl.a. til understøttelse af kor.