Musikinstrumenter (Historie), Middelalderens instrumenter i Europa overtog kun ganske lidt fra antikken; lyren synes at have været den eneste overleverede. I øvrigt stammede de fleste enten fra de asiatiske lande med Byzans som mellemled eller fra de islamiske områder i Nordafrika. Det gælder fx lutten, og de mange rørbladsinstrumenter kan også henføre deres aner til den arabisk-lilleasiatiske kulturkreds. Strygeinstrumenternes bue stammede ligeledes herfra. I Europa videreudvikledes instrumenterne, og nogle skiftede fuldstændig karakter, fx psalteriet, som i 1300-t. fik påsat et klaviatur og dermed blev ændret til clavichordet, forløberen for det moderne klaver.

Bortset fra rene signalgivere blev de øvrige instrumenter i den tidlige middelalder efter alt at dømme hovedsagelig benyttet til ledsagelse af sang, men i 1400-t. begyndte de at fungere mere uafhængigt, og den rene instrumentalmusik vandt frem. Meget af den sene middelaldermusik har kunnet udføres enten vokalt eller instrumentalt eller som en kombination af begge. I modsætning til senere tider var musikken ikke skrevet for bestemte ensembler, idet musikerne betjente sig af det udvalg, der stod til rådighed.

I 1400- og 1500-t. fandtes der mange forskellige typer af musikinstrumenter, og det var karakteristisk, at de blev bygget i familier, dvs. at samme instrument blev fremstillet i flere størrelser, svarende til stemmerne i et kor, fx sopran-, alt-, tenor- og basblokfløjter. Sammenspillet foregik med instrumenter inden for samme familie eller ved blanding af instrumenter efter den middelalderlige haut- og bas-praksis. Før 1600-t. var blæseinstrumenterne absolut dominerende med hensyn til antallet af typer, men i løbet af samme århundrede gik flere af dem af brug, andre kom til, og enkelte fik endda nye roller. Eksempelvis forsvandt krumhornet helt, pommer og skalmeje blev erstattet af obo, og tværfløjten fik efter en tilværelse i militæret en plads i kunstmusikken. Strengeinstrumenterne fik efterhånden en mere fremtrædende plads og blev konstruktionsmæssigt forfinede. Lutten havde sin store tid i dette århundrede, og strygeinstrumenterne blomstrede med hele to familier, viola da gamba og violin. Samtidig med denne udvikling, hvor de spilletekniske muligheder blev forøget, blev musikken skrevet direkte for bestemte instrumenter (idiomatisk skrivemåde).

I 1700-t. indskrænkedes antallet af strengeinstrumenter. Lutten gik af brug, og violinfamilien fortrængte gamberne. Blandt blæserne dominerede tværfløjte og obo som soloinstrumenter. Fagotten kom til i begyndelsen af 1700-t., og klarinetten blev udviklet i sidste del af århundredet. De nævnte instrumenter dannede i forening med visse messingblæsere og slagtøj kernen i det klassiske symfoniorkester.

Visse musikinstrumenter blev også i stigende grad udbredt blandt amatører, både privat, i klubber og i selskaber. Yndede var harpe, violin og tværfløjte, men også datidens populære tasteinstrument, clavichordet, fik stor udbredelse. Cembaloet synes derimod at være forbeholdt en mere snæver, professionel kreds.

1800-t. er kendetegnet af mange og store forandringer. Det klassiske symfoniorkester blev afløst af det romantiske, som fik en stærkt udvidet instrumentbestand med flere nye typer, bl.a. under påvirkning fra militær- og operaorkesteret. Harpen forsvandt som amatørinstrument og blev sammen med tværfløjten udkonkurreret af guitaren, der blev genstand for voksende interesse i begyndelsen af århundredet. Men det instrument, der mere end noget andet vandt i popularitet, var klaveret. Det hang til dels sammen med en gradvis ændring af musiklivet, der betød, at musiceren i hjemmene blev mere og mere almindelig. Især sang til klaverledsagelse blev meget populær. Disse nye musikvaner dannede sammen med de produktionsmæssige fordele, som den industrielle arbejdsproces medførte, og som prismæssigt gjorde anskaffelse af et klaver muligt for flere, baggrunden for denne udvikling.

1800-t. var tillige en periode, i hvilken instrumenterne gennemgik mange og væsentlige konstruktionsmæssige forandringer. Det var opfindelsernes århundrede. Både træ- og messingblæsere var genstand for utallige forsøg med ændringer af klapper og ventiler til følge, og saxofonen kom til som nyt instrument. Strygerne gennemgik derimod kun ganske få forandringer. Violinen fik forlænget halsen, og buens form blev ændret. Men det var klaveret, der gennem hele 1800-t. både i USA og i alle europæiske lande var genstand for den største udvikling. Her skete de fleste eksperimenter, og der blev udtaget mange patenter. Ved slutningen af århundredet fik det den udformning, der med kun få og for tilhøreren ubetydelige ændringer kendes og bruges den dag i dag.

1900-t. kan nok opvise enkelte konstruktionsmæssige forandringer af de almindelige europæiske instrumenter som fx en nyudformning af tværfløjten, men det egentlig nyskabende ligger i tilkomsten af helt nye typer; det gælder de elektrisk forstærkede og senest de elektroniske instrumenter. Det bliver utvivlsomt med den syntetiske lyd, at fremtidens nye musik vil skabe helt anderledes klange, end man på tærsklen til 2000-t. kan forestille sig.

Udviklingen i 1900-t. har på den anden side vist, at de traditionelle instrumenter ikke kan undværes; der opføres konstant "klassisk" musik, og den store historiske interesse for ældre musik kræver i stigende grad, at den udføres på instrumenter, der svarer til den tid, kompositionerne stammer fra (se historiske musikinstrumenter). Se også orkester.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig