• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

saxofon

Oprindelig forfatter MSie Seneste forfatter Redaktionen

Saxofon. Blæseinstrumenter kan inddeles i fem hovedgrupper og i flere undergrupper. Tegningerne viser kendte eksempler på de forskellige typer. Bemærk, at størrelsesforholdene mellem instrumenterne ikke altid er korrekte; fx er fagotten væsentlig større end vist i forhold til oboen. Nederst ses typiske mundstykker som eksempler på de forskellige anblæsningsmåder, der er afgørende for instrumenternes særlige klang. I fritungeinstrumenterne dannes tonen, uanset om luftstrømmen blæser nedefra (a) eller oppefra (b).

Saxofon. Blæseinstrumenter kan inddeles i fem hovedgrupper og i flere undergrupper. Tegningerne viser kendte eksempler på de forskellige typer. Bemærk, at størrelsesforholdene mellem instrumenterne ikke altid er korrekte; fx er fagotten væsentlig større end vist i forhold til oboen. Nederst ses typiske mundstykker som eksempler på de forskellige anblæsningsmåder, der er afgørende for instrumenternes særlige klang. I fritungeinstrumenterne dannes tonen, uanset om luftstrømmen blæser nedefra (a) eller oppefra (b).

saxofon, (2. led af gr. phone 'lyd, stemme'), blæseinstrument, oftest af metal, udviklet 1839-40 af den belgiske instrumentmager Adolphe Sax (1814-94), som i 1846 tog patent på det i Paris. Dets tonerør er bredt og konisk, klapsystemet ligner Böhmfløjtens, og det har klarinetmundstykke, dvs. med enkelt rørblad. Saxofonen, der ved overblæsning når en oktav, er et transponerende instrument. Det byggedes oprindelig i 14 størrelser; de syv, stemt i F eller C, var beregnet til symfoniorkesteret, hvor de aldrig er blevet fast ingrediens; her bruges nu oftest kun sopran og tenor i C. De øvrige syv, stemt i Es eller B, var beregnet til militærorkesteret. I dag bygges saxofonen i otte størrelser fra sopranino til subkontrabas, stemt skiftevis i Es og B, alle med noteret toneomfang B-f3. Sopran og sopranino har lige tonerør, de øvrige er pibeformede.

Saxofonen blev fra begyndelsen populær i kunstmusikken, hvor den høres i værker af bl.a. Claude Debussy, Jacques Ibert og Maurice Ravel, men interessen tog af, og instrumentet var henvist til militærorkestre. Senere i 1900-tallet blev den atter taget op, bl.a. i kammermusikalsk sammenhæng, hvor saxofonkvartetten blev det foretrukne ensemble, som også udfordrede nye komponister til at skrive for instrumentet. I Danmark blev Copenhagen Saxophone Quartet stiftet i 1998, og saxofonister som Jeanette Balland (f. 1968) har gjort sig bemærket i mange forskellige sammenhæng og med værker af bl.a. Per Nørgård og Ib Nørholm.

I jazzen blev saxofonen allerede i 1920'erne et udpræget modeinstrument, selv om man længe ikke havde noget fornuftigt at bruge den til, og klichéen "hulkende saxofoner" opstod ud fra et dominerende indtryk fra de store orkestre. Ikke desto mindre havde klarinettisten Sidney Bechet allerede omkring 1924 aftvunget sopransaxofonen en dynamisk klang med et stort vibrato, men han dannede ikke skole. Det var først bigbandmusikere som tenorsaxofonisterne Coleman Hawkins og Lester Young, der i 1930'erne revolutionerede instrumentet. Altsaxofonen oplevede med personligheder som Johnny Hodges og Charlie Parker en tilsvarende udvikling fra swing til bopmusik. Den mindre smidige barytonsaxofon frembragte solister som Harry Carney og Gerry Mulligan. Tenorsaxofonisten John Coltrane, der stadig har stor indflydelse på nye generationer, udforskede som den første siden Bechet sopransaxofonens muligheder og etablerede den definitivt i den moderne jazz.

Annonce

Saxofonen er efterhånden blevet jazzinstrumentet par excellence, som ikke har fundet tilsvarende udbredelse i nogen anden musikart trods et vist islæt i blues og rock. I bigbands optræder saxofoner som en fast sektion, oftest to alter, to tenorer og en baryton. I mindre grupper oplever man gerne en trompet og en saxofon som sideordnede blæseinstrumenter, bakket op af klaver, bas og trommer.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Meifu Sieben: saxofon i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=156003