Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

historiske musikinstrumenter

Oprindelig forfatter PRy Seneste forfatter Redaktionen

historiske musikinstrumenter, instrumenter af ældre dato eller nøjagtige kopier heraf, anvendt til fremførelse af musik fra instrumenternes samtid; betegnelsen "originalinstrumenter" er mindre velegnet, da ikke alle historiske instrumenter er originale.

Mens al musik i 1800-tallet og langt ind i 1900-tallet blev udført på moderne instrumenter, dvs. instrumenter, som havde gennemgået en udvikling med hensyn til bygning (fx blæseinstrumenter med klapsystem), materialer (fx stål- i stedet for tarmstrenge) osv., blev det i anden halvdel af 1900-tallet almindeligere at anvende historiske instrumenter til ældre musik.

Begrundelsen var erkendelsen af, at komponisterne havde skrevet deres værker for instrumenter med bestemte egenskaber, ikke for instrumenter på et senere udviklingstrin.

Annonce

Allerede i begyndelsen af 1900-tallet opførte Wanda LandowskaJohann Sebastian Bachs klaverværker på cembalo og ikke på flygel, men først efter 2. Verdenskrig blev brugen af historiske instrumenter udbredt, og et stigende antal musikere har lært sig kunsten at spille på dem. Desuden er talrige ensembler blevet grundlagt med henblik på autentisk opførelse af den ældre musik.

Den historisk korrekte opførelsespraksis begrænser sig ikke til brugen af instrumenter med de rette egenskaber, men omfatter også bl.a. instrumenternes antal, overholdelse af komponisternes originale spilleanvisninger, fraseringer, gentagelser, dynamik osv.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Ryom: historiske musikinstrumenter i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=91780