Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

guitar

Oprindelig forfatter MSie Seneste forfatter Redaktionen

Guitar. Andrés Segovia har haft stor betydning for guitarens anerkendelse som koncertinstrument; her som 75-årig i 1968.

Guitar. Andrés Segovia har haft stor betydning for guitarens anerkendelse som koncertinstrument; her som 75-årig i 1968.

guitar, strengeinstrument, hvis strenge knipses eller anslås med neglene, fingrene eller et plekter.

Navnet guitar dækker over en mangfoldighed af instrumenttyper, fra klassisk (spansk) guitar og flamencoguitar til folkeinstrumenter (akustiske guitarer) og elektrisk forstærkede rock- og jazzguitarer (elguitarer). Guitaren er lige populær i klassisk og rytmisk musik, og den er velegnet både til akkompagnement og som soloinstrument.

Annonce

Af provencalsk guitarra, af latin cithara, af græsk kithara 'citer', af usikker oprindelse.

Antallet af strenge er sædvanligvis seks, stemt i kvarter med en terts i midten (E-A-d-g-h-e'); de er enten af nylon eller metal. Den akustiske guitars lydlegeme har ottetalsfacon og er karakteristisk ved at have flad bund og fladt dæk (låg). På det sted, hvor lydlegemet er smallest, har det klassiske instrument et rundt lydhul. Den elektriske guitar er sædvanligvis af massivt træ, og under strengene er anbragt en mikrofon (pickup), der har forbindelse til en forstærker (se elguitar).

Der er usikkerhed om guitarens oprindelse. Sandsynligvis er den indført i middelalderen af maurerne i Spanien. Her har den i løbet af 1300-t. fået en skikkelse, der svarer nogenlunde til den, der kendes i dag. Allerede i 1500-t. blev guitaren betragtet som nationalinstrument i Spanien, og herfra stammer også den ældste overleverede guitarmusik, skrevet af Alonso Mudarra (ca. 1510-80) i 1546 for guitar med fire dobbeltstrenge (kor).

Instrumentet blev populært hos aristokratiets amatører, og musikken var enkel, men fra anden halvdel af 1600-t. findes overleveret mere avanceret musik specielt fra Frankrig. I første halvdel af 1800-t. har bl.a. italieneren Ferdinando Carulli og spanieren Fernando Sor skrevet guitarskoler, der stadig bruges. I nyere tid bærer Andrés Segovia ansvaret for guitarens anerkendelse som koncertinstrument.

Inden for jazz- og rockmusikken har bl.a. Charlie Christian, Wes Montgomery (1925-68), Jimi Hendrix og John Scofield været stildannende.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Meifu Sieben: guitar i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=87004