Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

gambe

Oprindelig forfatter MSie Seneste forfatter Redaktionen

Gambe. De fire musikere på Reinhold Timms maleri fra ca. 1622 spiller henholdsvis irsk harpe, lut, tværfløjte og, i forgrunden, basgambe.

Gambe. De fire musikere på Reinhold Timms maleri fra ca. 1622 spiller henholdsvis irsk harpe, lut, tværfløjte og, i forgrunden, basgambe.

gambe, strengeinstrument, der stryges med bue, og som holdes mere eller mindre lodret, støttet mod eller mellem knæene, deraf instrumentets egentlige navn viola da gamba, ital. 'ben-viola'.

Af udseende minder gamben om violinfamilien, som den af og til fejlagtigt er blevet antaget at være stamfar til, men den tilhører en selvstændig instrumentfamilie. Der er usikkerhed om dens oprindelse; muligvis er den opstået i slutningen af 1400-t. i Spanien som en krydsning mellem guitaren og fidlen, altså som en slags strøgen guitar.

Som guitaren har gamben sædvanligvis seks strenge, der er stemt i kvarter med en terts i midten (fx D G C E A D), en svagt hvælvet stol, der letter spil på flere strenge samtidig, og syv gribebånd i form af tarmstrenge, der er bundet omkring halsen, hvorpå melodistrengene afkortes. Buen føres i såkaldt underhåndsgreb, hvor håndfladen vender udad, og gambetonen er næsten vibratoløs, blød og lidt sløret. Gamben blev et af renæssancens og barokkens mest populære instrumenter, især hos adelen.

Annonce

I 1500-t. var det almindeligt i Italien at bygge gamber i flere størrelser: diskant, alt, tenor og bas. Basgamben med sine seks eller syv strenge var den vigtigste, især til solospil, og den forblev populær indtil slutningen af 1700-t., da den blev fortrængt af celloen. Da var gambefamiliens øvrige medlemmer allerede fortrængt af violin og bratsch.

I løbet af 1600- og 1700-t. var det først England og senere Frankrig (med bl.a. gambisterne Marin Marais og Antoine Forqueray), der viste vejen frem, hvad angår gamberepertoirets udvikling. I 1900-t. er interessen for gamben blevet genoplivet, bl.a. takket være briten Arnold Dolmetsch, belgieren Wieland Kuijken (f. 1938) og katalaneren Jordi Savall.

Der findes en særlig gambetype med resonansstrenge, kaldet baryton; se også viola d'amore og violone.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Meifu Sieben: gambe i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=81966