Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

cembalo

Oprindelig forfatter DFalc Seneste forfatter Redaktionen

Cembalo bygget i 1723 af Hieronymus Albrecht Hass i Hamburg. Det velbevarede og rigt dekorerede instrument befinder sig på Musikhistorisk Museum og Carl Claudius' Samling i København.

Cembalo bygget i 1723 af Hieronymus Albrecht Hass i Hamburg. Det velbevarede og rigt dekorerede instrument befinder sig på Musikhistorisk Museum og Carl Claudius' Samling i København.

/@api/deki/files/4414/=ud_a_111854.mp3?revision=2

cembalo, europæisk klaviaturinstrument udviklet i 1300-t. Udgangspunktet menes at være den arabiske citer, psalteriet, hvis trekantede eller flygelformede lydkasse med de mange udspændte strenge fik tilsluttet klaviatur og mekanik. Tonedannelsen sker ved, at hver streng bliver knipset af et plekter, anbragt i en såkaldt springer, placeret bagest på tasten. Samme mekanik anvendes i spinettet, mens andre klaviaturinstrumenter som clavichord og hammerklaver bygger på væsensforskellige principper.

Ordet cembalo er italiensk, forkortelse af clavicembalo, af latin clavis 'nøgle' og cymbalum, af græsk kymbalon 'bækken'.

De ældste cembaloer var små og transportable og kunne anbringes direkte på et bord; men efterhånden som de blev større og fik to manualer, blev de stationære og udstyret med ben. Forskel i de byggetekniske traditioner bevirker, at der er klanglig variation mellem syd- og nordeuropæiske cembaloer.

Cembalo. Den øverste del af hver springer har en bevægelig vippe, som er forsynet med et plekter, en lille stift af ravnefjer eller andet hårdt og elastisk materiale. Når en tast trykkes ned, løftes springeren i vejret forbi strengen, der knipses af plekteret (a). Når tasten slippes, falder springeren ned, og da vippen er bevægelig, glider plekteret forbi strengen uden at knipse den; da der endvidere øverst på springeren sidder et lille stykke filt eller skind, der lægger sig på strengen, afbrydes dennes svingninger øjeblikkelig (b).

Cembalo. Den øverste del af hver springer har en bevægelig vippe, som er forsynet med et plekter, en lille stift af ravnefjer eller andet hårdt og elastisk materiale. Når en tast trykkes ned, løftes springeren i vejret forbi strengen, der knipses af plekteret (a). Når tasten slippes, falder springeren ned, og da vippen er bevægelig, glider plekteret forbi strengen uden at knipse den; da der endvidere øverst på springeren sidder et lille stykke filt eller skind, der lægger sig på strengen, afbrydes dennes svingninger øjeblikkelig (b).

Det fuldt udbyggede cembalo har flere sæt strenge opdelt i såkaldte registre med hver sin række springere, almindeligvis to 8-fodsregistre og et 4-fodsregister med halvt så lange strenge; i sjældne tilfælde ses også 16-fods- og 2-fodsregistre. Hvert register kan fx ved hjælp af pedaler kobles til og fra, således at cembaloets klang ændres. Variationer i klangfarven opnås tillige ved, at registrenes knipsepunkter er forskellige. Ofte har instrumentet to manualer (klaviaturer), som hver står i forbindelse med et eller flere af registrene.

Annonce

Den første selvstændige cembalomusik blev skabt af de engelske virginalister 1560-1620 (virginal = spinet). I baroktiden (ca. 1600-ca. 1750) indtog cembaloet en fremtrædende plads både som solo- og som akkompagnementinstrument. I den tidlige wienerklassik var det stadig dominerende, men det blev snart udkonkurreret af det nyudviklede hammerklaver. I begyndelsen af 1900-t. oplevede cembaloet en renæssance, der især blev næret af Wanda Landowskas koncertvirksomhed.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Dorthe Falcon Møller: cembalo i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=55314