Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

blokfløjte

Oprindelig forfatter DFalc Seneste forfatter Redaktionen

blokfløjte, blæseinstrument med næbformet mundstykke, hvori der sidder en prop (blokken) med en sprække, der leder luftstrømmen ned mod en skarp kant i opsnittet lige under mundstykket. Her spaltes luftstrømmen og sætter luftsøjlen i fløjtens indre i svingninger, hvorved tonerne dannes. Den mest almindelige type har syv fingerhuller foran og et tommelfingerhul bagpå.

Blokfløjten har været kendt siden 1200-tallet. og var et fremtrædende instrument i renæssancen og barokken. I renæssancen benyttede man op til syv forskellige størrelser, som kunne spille sammen i et såkaldt blokfløjtekor. Instrumentet havde dengang et bredere opsnit og dermed en blødere klang end senere typer.

I barokken anvendte man også flere størrelser, men da blokfløjten nu blev anvendt mere solistisk, var det især altblokfløjten, der blev foretrukket; både Antonio Vivaldi (i tre solokoncerter), Johann Sebastian Bach og Georg Friedrich Händel anvendte dog undertiden en lille blokfløjte kaldet "flautino", der klingede en oktav højere.

Efter 1750 førte blokfløjten en skyggetilværelse, fortrængt i kompositionsmusikken af tværfløjten, men fik i 1900-tallet en opblomstring som virtuosinstrument; den blev desuden anvendt i musikundervisningen, hvilket navnlig skyldtes den engelske musiker og instrumentmager Arnold Dolmetsch (1858-1940). Fra 1918 er blokfløjten blevet masseproduceret især på engelske og tyske fabrikker.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Dorthe Falcon Møller: blokfløjte i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=48399