Roberto Devereux er en opera (lyrisk tragedie) i tre akter af Gaetano Donizetti. Librettoen er af Salvadore Cammarano (1801-52) efter tragedien Élisabeth d’Angleterre (1829) af François Ancelot (1794-1854).
Faktaboks
- Også kendt som
-
Roberto Devereux ossia Il conte di Essex, dansk: Roberto Devereux eller Jarlen af Essex
Roberto Devereux er den fjerde af Donizettis operaer, der henter sit stof fra Tudor-slægtens historie; de tre andre er Elisabetta al castello di Kenilworth (1829), Anna Bolena (1830) og Maria Stuarda (1834-35).
Handlingen bygger i store træk på jarlen af Essex, Robert Devereux den ældres (1566-1601) liv som hofmand ved Elizabeth 1.s hof. Portrættet af den aldrende monark Elizabeth 1. er både magtfuldt og gribende, og rollen hører til de store og krævende inden for bel canto-repertoiret.
Operaen blev uropført i Napoli i 1837 og fik stor succes. Til opførelserne i Paris i 1838 reviderede Donizetti ouverturen og indsatte bl.a. melodien God Save the Queen som et af temaerne.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.