La Paloma, (duen), en af de mest udbredte populærmelodier i 1900-tallet. La Paloma blev skrevet ca. 1863 af den baskiske komponist Sebastián Iradier (1809-1865) efter et ophold på Cuba, hvor han havde stiftet bekendtskab med habaneraen. Under den østrigskfødte kejser Maximilian 1864-67 blev sangen udbredt i Mexico, dels ved hoffet, dels i oppositionen, der brugte melodien til smædeviser. Pianisten Jelly Roll Morton har i en optagelse fra 1938 fortalt, hvordan La Paloma kom til New Orleans omkring århundredskiftet og prægede den tidlige jazz med "the Spanish tinge".

I Europa blev sangen i forskellige tekstversioner taget op som bravournummer og indsunget på plade af tenorer som Beniamino Gigli, Richard Tauber og Plácido Domingo. Talrige amerikanske croonere har sunget den, bl.a. Bing Crosby, Dean Martin og Elvis Presley. Dertil kommer tusindvis af instrumentalversioner med alle tænkelige besætninger, gerne til dansebrug.

Flere steder i verden har La Paloma opnået en solid lokal forankring. I Mexico har den holdt sig som nationalt klenodie. Den kom med guitarspillende mexicanske cowboys til Hawaii, hvor den indgår i folkloren. I Zanzibar spilles den ved bryllupper, i Rumænien ved begravelser. I Tyskland blev den med en tekst af filminstruktøren Helmut Käutner kendingsmelodi for skuespilleren Hans Albers og spillet ved dennes begravelse i 1960.

I Iradiers oprindelige version sender den syngende sin kærlighed til den elskede i skikkelse af en due. I Hamburg er melodien konverteret til sømandssang og tango, oftest akkompagneret af skipperklaver.

En anden komposition af Sebastián Iradier, El Arreglito, blev af Georges Bizet anvendt til habaneraen i operaen Carmen (1875) i den tro, at det drejede sig om en anonym folkemelodi.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig