Ariadne auf Naxos er en opera i én akt med et forspil af Richard Strauss; libretto af Hugo von Hofmannsthal. Operaen findes i to versioner. Den første blev uropført 1912 i Stuttgart som efterspil til Molières komedie Le Bourgeois gentilhomme ('Den adelsgale borger'), som Hofmannsthal havde oversat. Senere komponerede Strauss et forspil til operaen og omarbejdede visse passager, så Ariadne auf Naxos kunne opføres som et selvstændigt værk uafhængigt af Molières komedie. Uropførelsen af denne anden version fandt sted i Wien i 1916.