Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

sang

Oprindelige forfattere CRLa, JFaf og PRy Seneste forfatter Redaktionen

sang, dels den form for musik, der udøves ved hjælp af den menneskelige stemme, uanset om den ledsages af instrumenter eller ej, dels kommunikationsform hos visse dyrearter, fx fugle; se fuglesang.

Som al anden brug af den menneskelige stemme (tale, råb osv.) fortaber sangens opståen sig i forhistorisk tid, og den kendes i alle kulturer og i alle tidsaldre. Sangen har som andre former for musik en fællesskabsdannende funktion og anvendes som udtryk for følelser og sindsstemninger; bl.a. indgår sang overalt i både religiøse og verdslige ceremonier, ligesom sang i tidens løb bl.a. er blevet brugt til at fremme arbejdsgangen (arbejdssang) og til børns leg (børnesang).

Sang kan være solistisk, dvs. fremført af en enkelt sanger, eller korisk med mange medvirkende. Alt efter dens beskaffenhed kan de synge samme melodi (enstemmigt, fx gregoriansk koral), eller de kan synge to eller flere forskellige melodier samtidig (flerstemmigt, fx en motet).

Annonce

Inden for den vestlige civilisation er der siden oldtiden opstået et betydeligt antal forskellige sangtyper, der hver for sig afspejler musikkens udvikling gennem tiderne. Med udgangspunkt i gregorianske koraler opstod i 800-tallet eller tidligere en primitiv form for flerstemmighed, der udviklede sig til 1500-tallets koriske vokalpolyfoni (jf. den fransk-nederlandske tradition, messe, motet og madrigal).

Ved fremkomsten af operaen omkring 1600 udvikledes en dramatisk vokal udtryksform, der i århundredet udskiltes i to satstyper, recitativ og arie, som i øvrigt forekommer i andre vokale musikgenrer (messe, motet, oratorium, passion, kantate, anthem osv.).

Især arien opviser en større variation med hensyn til form (da capo-arie, cavatine, liedform osv.) og vokal teknik (fx koloraturarier).

Den solistiske lied har rødder langt tilbage i middelalderen, men i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet udvikledes den til en selvstændig og kunstfærdig genre, som talrige komponister har bidraget til, bl.a. som udtryk for nationalfølelse, fx den danske romance. Inden for jazz og i særdeleshed inden for rock og populærmusik udgør sangen en væsentlig del af repertoiret.

I en række ikke-europæiske kulturer er der opstået sangformer, der beror på en speciel brug af stemmen, fx den mongolske overtonesang (se Mongoliet (musik)), den pygmæiske falsetsang (se Afrika (musik og dans)) og den vibratoløse sang i Grønland (se inuit (musik og dans)).

Sangen har desuden vist sig at have helbredende funktion og anvendes terapeutisk (se musikterapi).

Poesi og musik

I sangen mødes to selvstændige kunstarter, poesi og musik. De dobbelte faglige krav har ofte ført til ensidighed i vurderingen. Litteraturens folk har interesseret sig mest for ordene, musikfolkene mest for tonerne. Et eksempel er de danske folkeviser, der i renæssancen blev læst som litteratur, som de bliver det i skolen i dag. Oprindelig var de en enhed af dans, toner og ord ligesom den oldgræske musike.

Ordet sang betegner som genre det strofiske, gennemkomponerede digt, beregnet til solo- eller fællessang, men bruges også om poesi beregnet til læsning. Længere fortællende digte er gerne inddelt i "sange".

Hvor kunstsangen (koncert, opera m.m.) har den individuelle æstetiske oplevelse som mål, tjener den folkelige fællessang til kollektiv bekræftelse af tro og fællesskab inden for nation, stand og politik. Heraf opstår genrer som kirkesalme, fædrelandssang (nationalsang) og selskabsvise, fx klubviser, studenterviser og håndværkerviser.

I princippet er sanggenrerne fælles om traditionens form, men enkelte digtere skaber deres specifikke salmestrofer, fædrelandsstrofer, drikkevisestrofer osv. og tilfører formen en speciel udtrykskarakter.

Indtil anden halvdel af 1700-tallet var næsten al fællessang i Danmark salmesang. I oplysningstiden opstod en klub- og selskabssang, der fortsatte i 1800-tallet som borgerlig sang.

Samtidig lagde romantikken grunden til fædrelandssangen. Den fik flere forgreninger, bl.a. ved Grundtvig, som skabte den for Danmark særegne "folkelivssang", der i stedet for at lovprise fædrelandet skildrer folkets kår og skæbne (højskolesang). Hertil hører også hans bibelhistoriske sange, der ikke er salmer, men romancer, næret af "folkeånden".

Ligesom prædiken og menighedssang på folkets sprog var redskaber for Luthers kirke, blev det folkelige foredrag og den folkelige fællessang redskaber for Grundtvigs højskole. Romantikken interesserede sig også for barnets verden og barnet som selvgyldigt individ. Det førte til et stort udbud af børnesange.

Da nationalisme og enevælde veg pladsen for fri forfatning og nye politiske manifestationer, fik fædrelandssangen et sidestykke i arbejdersangen. Den er i Danmark både national og international, men støtter sig i sin form til den borgerlige fædrelandssang. I sin patos er den storforbruger af trestavelsesgrupper: pompøse daktyler og anapæster, gerne i punkteret marchrytme, fx "Snart dages det, Brødre, det lysner i Øst" (1872).

Sangpoesi og læsepoesi

Fra renæssancen til modernismen går der et vigtigt skel mellem sangpoesi og læsepoesi. I renæssancen satte separationen af tonekunst og poesi ind, men betydelige dele af poesiens metriske former forholdt sig stadigvæk til de gamle metriske former.

Således er mange barokstrofer strengt stavelsesregulerede og kongruente, dvs. at hver strofe i digtet disponerer over et fast antal stavelser, og mønstret gentages til punkt og prikke i alle følgende strofer. Det er en teknik, der imødekommer sanglig komposition, men som lige så godt kan være fremgået af en oprindelig strofisk melodi. Således er digte som Ewalds "Kong Christian stod ved højen Mast" og "Rungsteds Lyksaligheder", Stubs "Den kiedsom Vinter gik sin Gang" skrevet til melodiforlæg.

Poesiens opbrud fra musikken har to faser, en, der satte ind med nyklassicismen fra midten af 1700-tallet, og en mere omfattende, der kom med det nyromantiske gennembrud. Nyklassicismen indvarslede, men romantikken fuldendte digtets definitive løsrivelse fra musikken og skabte dermed grundlaget for den moderne, autonome poesi.

I begge tidsaldre satte man versene i frihed, befriede dem fra de barokke strofers rigoristiske ensretning. Sangdigtet blev et læsedigt, fx Oehlenschlägers "Hakon Jarls Død" (1803). Digtet er skrevet over et barokmønster, en såkaldt barform, der egentlig havde hjemme i sanglitteraturen, men strofen behandles frit med stadig varierende stavelsesfyldninger; en dramatisk ekspressivitet, som overskrider et strofisk akkompagnement.

Romantikkens frie stavelsesfyldninger er således ikke sangvenlige, men de bliver det i ejendommelig grad hos Ingemann og Grundtvig. Ingemann skrev sine sange med blandet, men fast stavelsesfyldning. Han indsatte fx trestavelsesgrupper i sine jambiske vers, men sørgede for, at disse rytmisk levende afvigelser hele tiden var placeret på de samme steder i alle digtets strofer.

Skoleeksemplet er hans morgen- og aftensange (1837-38), som indbragte ham komponisten Weyses professionelle anerkendelse: "Slige smukke Digte componere sig selv". Den folkelige eller folkeviseagtige form var dermed lagt til rette for fællessangen i kirke og skole. Hos Grundtvig findes den samme teknik, men i den sædvanlige gigantiske målestok, blot ikke kunstnerisk gennemtænkt.

Litteraturhistorisk er det bemærkelsesværdigt, at sangstroferne lever videre, ikke blot i romantikernes nye sangpoesi, men også i store mængder af deres læsepoesi.

Idealet for sangen og dens æstetik har ændret sig gennem tiderne. I Danmark forløb fornyelsen af den folkelige sang i tre bølger: den førromantiske sidst i 1700-tallet omkring komponisten J.A.P. Schulz, den højromantiske omkring Grundtvig og den efterromantiske i 1900-tallet, båret frem af folkelige digtere som Jeppe Aakjær og komponister som Carl Nielsen, Thomas Laub, Oluf Ring og Thorvald Aagaard.

Populærmusik, jazz og rock

Med fremkomsten af den elektriske mikrofon blev det muligt for sangere at synge med svag stemme og alligevel blive hørt i forhold til det ledsagende orkester. Dette fik stor betydning for populærmusikkens sangæstetik, som vægtede det personlige og intime udtryk eksemplificeret ved de såkaldte croonere.

Ydermere betød fremkomsten af radio, plader, cd'er, film og musikvideoer, at sangen fik nye roller og betydninger op igennem 1900-tallet. Disse medier har betonet den udøvende kunstner/sanger og bestemte versioner af sange, mens komponist og tekstforfatter generelt er blevet anonymiseret. Udviklingen af den digitale lydoptagelsesteknik giver tillige stadig større mulighed for teknisk at bearbejde sangen.

1900-tallets internationalisering af populærmusikken med en mangfoldighed af stilarter har også påvirket sangen. Især de afroamerikanske stilarter opfatter stemmen som et instrument og har fremelsket en meget personlig, synkoperet og improviserende sangstil. Idealet om en næsten dagligdags, legende stemme har også fremmet brugen af slang- og ordspilsprægede tekster.

Set på baggrund af modernismens idealer om kunstnerisk autenticitet er populærmusikken med sin fundering i vers- og refrænstruktur ofte blevet affærdiget som klichéfyldt og retrospektiv, hvis ikke ligefrem fordummende. Rock- og jazzmusikken har imidlertid udgangspunkt i de samme strukturer, men her opfattes sangere med rødder i folkelige former som ballade og blues som særlig autentiske.

Kampen mod klichéen understreges af teksternes frie metrik, der ikke lader strukturen begrænse tekstens indhold, og den meget solistisk prægede sang. Til trods for dette har rock- og jazzmusikken i Danmark fornyet fællessangrepertoiret.

Således har fx Kim Larsen formået at integrere dansk intonation og stød i sine melodier, som trods deres synkoperinger fungerer som fællessange ligesom Benny Andersens og Povl Dissings moderne og nøgterne visestil, der har vundet stor udbredelse.

I sidste del af 1900-tallet er rock- og jazzelementer i meget høj grad integreret i nye melodier og deres akkompagnement, hvilket ses både inden for børnesang, højskolesang, salmesang og i korsangrepertoiret.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Charlotte Rørdam Larsen, Jørgen Fafner, Peter Ryom: sang i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=155344