Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Show Boat

Oprindelig forfatter keuner Seneste forfatter Redaktionen

Show Boat, da. Teaterbåden, amerikansk musical i to akter fra 1927 med musik af Jerome Kern og tekst af Oscar Hammerstein II, bygget over en roman fra 1926 af Edna Ferber (1885-1968).

Show Boat betragtes som den første amerikanske musical. Den bygger på den europæiske operettetradition, men bryder radikalt med denne ved at indføre en strammere dramaturgi og en række realistiske handlingselementer. Den foregår i perioden 1880-1927, fortrinsvis ombord på en båd på Mississippi, der lægger til og spiller melodramaer i diverse havnebyer.

Handlingen sættes i gang, da det afsløres, at truppens kvindelige førstekraft Julie er af delvis afroamerikansk afstamning og derfor ikke kan stå på scenen sammen med hvide kolleger. Hun bliver fyret og ender efterhånden som alkoholiker. Dette handlingselement var meget kontroversielt for sin tid. I periferien agerer virkelige negre, bl.a. havnearbejderen og altmuligmanden Joe, der synger Ol' Man River.

Annonce

Show Boat blev filmatiseret tre gange, første gang i 1929 som stumfilm efter Edna Ferbers forlæg, men inden premieren blev der tilføjet en række sange fra musicalen. I 1936 kom den mest tro filmudgave med adskillige medvirkende fra teaterpremieren i 1927 med tilføjelse af Paul Robeson som Joe. Rollen var oprindeligt skrevet til ham, men han havde først haft tid til at spille den ved den europæiske premiere i London i 1928 og i 1932 i New York. Den sidste filmatisering, denne gang i farver, fandt sted i 1951.

De forskellige teater- og filmudgaver af Show Boat afspejler skiftende grader af selvcensur og politisk korrekthed i USA. Rollen som Julie blev normalt spillet af en hvid skuespillerinde, bl.a. fordi hun i fiktionen var gift med en hvid kollega. Med henblik på filmen i 1951 var Lena Horne under overvejelse som Julie, men man turde ikke løbe risikoen, og rollen gik til Ava Gardner. I denne version nedtonede man også racekonflikten samtidig med, at en række sangtekster, der kunne tillægges racistiske tendenser, blev revideret. Konfliktskyheden og fraværet af Paul Robeson, der nu var blacklisted, kunne i 1951 ses som et biprodukt af McCarthyismen.

Trods en drivende sentimental slutning er filmatiseringen fra 1936, instrueret af James Whale, det gyldigste udtryk for Kerns og Hammersteins oprindelige intentioner.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Christian Nørregaard: Show Boat i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=302076