• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Roberto Devereux

Oprindelig forfatter UV Seneste forfatter UV

Roberto Devereux, Roberto Devereux ossia Il conte di Essex, da. Roberto Devereux eller Jarlen af Essex, opera (lyrisk tragedie) i tre akter af Gaetano Donizetti. Librettoen er af Salvadore Cammarano (1801-52) efter tragedien Élisabeth d’Angleterre (1829) af François Ancelot (1794-1854).

Roberto Devereux er den fjerde af Donizettis operaer, der henter sit stof fra Tudor-slægtens historie; de tre andre er Elisabetta al castello di Kenilworth (1829), Anna Bolena (1830) og Maria Stuarda (1834-35).

Handlingen bygger i store træk på jarlen af Essex, Robert Devereux den ældres (1566-1601) liv som hofmand ved Elizabeth 1.s hof. Portrættet af den aldrende monark Elizabeth 1. er både magtfuldt og gribende, og rollen hører til de store og krævende inden for bel canto-repertoiret.

Annonce

Operaen blev uropført i Napoli i 1837 og fik stor succes. Til opførelserne i Paris i 1838 reviderede Donizetti ouverturen og indsatte bl.a. melodien God Save the Queen som et af temaerne.

Se videoklip: Sondra Radvanovsky som Elizabeth 1., Matthew Polenzani som Roberto Devereux, Mariusz Kwiecień som hertugen af Nottingham og Elīna Garanča som Sara synger uddrag af Roberto Devereux. Optagelsen er fra Metropolitan Opera, 2016; dirigent: Maurizio Benini.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ulla de Visme: Roberto Devereux i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. maj 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=300264