Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Madame Butterfly

Oprindelig forfatter ALas Seneste forfatter Redaktionen

Madame Butterfly, Madama Butterfly, opera i tre akter af Giacomo Puccini med libretto af Giuseppe Giacosa og Luigi Illica efter David Belascos skuespil Madame Butterfly (1900), der delvis bygger på Pierre Lotis roman Madame Chrysanthème (1887).

Operaen, der foregår i Japan, indeholder flere autentiske japanske melodier, bl.a. den japanske nationalsang Kimigayo og den populære militærsang Miyasan, også kendt som Ton-yare Bushi. Sidstnævnte havde allerede inspireret Arthur Sullivan til sangen Miya Sama i The Mikado (1885). Puccini skrev fem versioner af Madame Butterfly, hvoraf originalversionen havde to akter og blev uropført på La Scala 1904, mens den femte version med tre akter, som er den mest udbredte, blev opført på Metropolitan Opera 1907 med Geraldine Farrar i titelrollen og Enrico Caruso som Pinkerton.

Operaen har dannet udgangspunkt for Claude-Michel Schönbergs (f. 1944) og Alain Boublils (f. 1941) musical Miss Saigon (1989).

Annonce

Se videoklip: Kyunghae Kang som Butterfly, Emma Lyrén som Suzuki og Joachim Bäckström som Pinkerton synger uddrag af Madame Butterfly. Optagelse fra Malmö Opera, 2012; dirigent: Andreas Lönnqvist.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Annelise Lassen: Madame Butterfly i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 7. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=120257