Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Armida

Oprindelig forfatter UV Seneste forfatter UV

Armida, opera i tre akter af Gioacchino Rossini med libretto af Giovanni Schmidt (ca. 1775-1839) frit baseret på dele af Torquato Tassos episke digt fra 1581, Gerusalemme liberata (da. Det befriede Jerusalem, 1884).

Operaen blev uropført i Napoli i 1817 med den berømte spanske sopran Isabella Colbrán i titelpartiet, der er et af de længste og mest krævende operapartier, som Rossini har skrevet. Handlingen foregår i slutningen af det første korstog i 1090'erne. Armida er prinsesse af Damaskus og desuden en mægtig troldkvinde, der elsker den kristne korsridder Rinaldo og holder ham fanget på sin forheksede ø.

Talrige operaer er lavet over denne kærlighedshistorie mellem Armida/Armide og Rinaldo/Renaud, hvoraf de berømteste er: Armide (1686) af Jean-Baptiste Lully, Rinaldo (1711) af Georg Friedrich Händel, Armida al campo d'Egitto (1718) af Antonio Vivaldi, Armide (1777) af Christoph Willibald Gluck, Armida (1784) af Joseph Haydn og Armida (1904) af Antonín Dvořák.

Annonce

Se videoklip: Sara Mingardo som Armida i arien Armata di furore fra 1. akt af Antonio Vivaldis opera Armida al campo d'Egitto (1718), Martín Oro som Tisaferno i arien D'un bel volto arde fra 2. akt og Rafaella Milanesi som Erminia i arien Ardo sì per il mio bene fra 1. akt af samme opera. Dirigenten Rinaldo Alessandrini fortæller om operaen; cd-optagelse fra 2010.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ulla de Visme: Armida i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=276529