Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Vivica Genaux

Oprindelig forfatter UV Seneste forfatter Redaktionen

Vivica Genaux, f. 1969, amerikansk mezzosopran, uddannet på Indiana University i Bloomington og hos Claudia Pinza, Ezio Pinzas datter, som stadig er hendes sanglærer. Vivica Genaux debuterede i 1994 i Milwaukee som Isabella i Giacomo Rossinis opera Italienerinden i Algier. I 1997 debuterede hun på Metropolitan Opera som Rosina i Barberen i Sevilla, og i de efterfølgende år fortsatte hun som Rossini-sanger, indtil hun i 1999 mødte sin senere mentor René Jacobs, der fik hende til at vende sig mod barokopera, især værker af Georg Friedrich Händel og Johann Adolf Hasse.

Vivica Genaux' repertoire består hovedsagelig af Rossini- og Haydn-partier samt partier i barokoperaer, der typisk er skrevet for kastratsangere. Disse partier er fx den unge helt, Sextus, i Händels Giulio Cesare in Egitto og Piramo i Hasses Piramo e Tisbe.

Annonce

Vivica Genaux har indspillet en cd med arier af Antonio Vivaldi med titlen Pyrotechnics (2009), der viser hendes fabelagtige teknik og smukke mørktonede stemme. Hun optrådte i januar 2011 i Holmens Kirke i København i anledning af Concerto Copenhagens 20-års jubilæum med et program, der indeholdt den italienske sangerinde Faustina Bordonis signaturarier.

Se videoklip: Vivica Genaux synger arien Mi lusingha il dolce affetto fra Georg Friedrich Händels opera Alcina (1735) ved en koncert i Barcelona (2005-06). Dirigent: Michael Hofstetter.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ulla de Visme: Vivica Genaux i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=275778