Faktaboks

Cecilia Bartoli
Født
4. juni 1966

Cecilia Bartoli er en italiensk mezzosopran, der allerede fra sit 20. år gjorde sig bemærket på italienske scener med sin smukke og smidige, mørkfarvede stemme og sin umiddelbare musikalitet og sikre sangteknik.

Cecilia Bartolis speciale er Gioacchino Rossinis alt-koloraturpartier, men hun er også en internationalt anerkendt Mozartsangerinde, bl.a. ved festspillene i Salzburg og på operaen i Zürich.

Efter 2000 har Cecilia Bartoli foretrukket at koncentrere sig om en enkelt komponist, ofte en overset som fx Wolfgang Amadeus Mozarts samtidige Antonio Salieri eller barokkomponisterne Antonio Caldara og Agostino Steffani, og præsentere vedkommende på lange koncertturnéer.

I 2009 udsendte Cecilia Bartoli cd'erne Sacrificium; temaet er kastratsangen i al dens kompleksitet, skønhed og ondskab med fokus rettet mod den neapolitanske skole, der producerede sangere som Farinelli og Caffarelli (1710-83).

Cecilia Bartoli modtog Léonie Sonnings Musikpris i 2010. I 2012 blev Cecilia Bartoli udnævnt til kunstnerisk leder af pinsefestspillene i Salzburg.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig