James Galway, f. 1939, irsk fløjtespiller. Galway blev uddannet i London og Paris, og efter ansættelse i forskellige orkestre helligede han sig fra 1975 sin internationale karriere som solist. Han har som virtuos formået at formidle sit brede repertoire til et usædvanligt stort publikum i koncertsale i Europa, USA og Asien, gennem utallige indspilninger og gennem tv.