Faktaboks

Hélène Grimaud
Født
7. november 1969

Hélène Grimaud er en fransk pianist. Hélène Grimaud begyndte allerede som 13-årig på konservatoriet i Paris og forlod det tre år senere i 1985 med en førstepris. Samme år indspillede hun sin første cd, som helt usædvanligt for en pladedebut udløste en Grand Prix du Disque.

Musikalsk strækker Hélène Grimauds repertoire sig fra Johann Sebastian Bach til Béla Bartók med tyngdepunkt i romantikken. Hun er en karismatisk pianist, hvis klaverspil enten vækker stor begejstring eller kritik, og gennem årene er hun blevet berømt for sine særegne fortolkninger af klaverlitteraturens kendte værker.

Det særegne går igen på hendes cd'er, hvor hun fx på pladen Resonances (2010) sammenstiller værker af så forskelligartede komponister som Wolfgang Amadeus Mozart, Franz Liszt, Béla Bartók og Alban Berg.

Fra 1991 til 2006 var Hélène Grimaud bosat i USA, hvor hun ved siden af sin musikalske karriere skabte et center til bevarelse af ulven som truet dyreart (1999); hendes erindringsbog Variations sauvages (2003) beskriver disse to vigtige sider af hendes liv.

Hélène Grimaud blev i 2002 udnævnt til Officier dans l’Ordre des Arts et des Lettres og i 2008 til Chevalier dans l’Ordre National du Mérite.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig