Hilary Hahn, f. 1979, amerikansk violinist. Hun er et af de mest personlige talenter i den unge solistgeneration og har fået størstedelen af sin uddannelse ved Curtis Institute i Baltimore, bl.a. hos Jascha Brodsky, den sidste overlevende elev af den legendariske Eugène Ysaÿe. Hahn havde allerede været solist hos nogle af de større amerikanske orkestre, da hun i 1995 fik sin tyske debut med Bayerns Radiosymfoniorkester og Lorin Maazel. Siden har karrieren været stigende, og hun optræder også gerne i kammermusikalske sammenhænge, bl.a. i en duo med konservatoriekammeraten, pianisten Natalie Zhu. Hahn har indspillet en række prisbelønnede cd'er.