Fritz Kreisler var en østrigsk-amerikansk violinist og komponist med stjernestatus i samtiden. Fritz Kreisler formåede at skabe umiddelbar kontakt med publikum med sit spil, der forenede inderlighed med rytmisk spændstighed; tonen var båret af et varmt vibrato, der blev mønstergyldigt for andre violinister.
Han skrev kadencer til violinkoncerter af Ludwig van Beethoven og Johannes Brahms, og han fik succes på Broadway med operetten Apple Blossoms (1919). Det er dog de små stykker som Schön Rosmarin og Caprice viennois (begge 1910), der bedst tegner den wienske charme, der er karakteristisk for Kreisler.
Fritz Kreisler skrev også en del stykker, som han udgav under ældre komponisters navne, bl.a. Arcangelo Corelli og Antonio Vivaldi. I 1935 erkendte han til nogles forargelse sit falskneri.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.