Adam de la Halle, med tilnavnet Le Bossu (eller Boscu), fransk digter og komponist, født i Arras mellem 1245 og 1250. Adam de la Halle studerede sandsynligvis i Paris og opholdt sig senere i Italien i flere omgange, hvor han bl.a. gjorde tjeneste hos Karl af Anjou.

Om tid og sted for hans død hersker der usikkerhed. Ifølge én kilde døde han i Napoli mellem 1285 og 1288, mens en engelsk kilde fra 1306 omtaler en maistre Adam de Boscu blandt de barder, der var hyret i forbindelse med kroningen af Edward 2. i 1307.

Adam de la Halle er en af de få 1200-tals komponister, der har skrevet såvel enstemmig som flerstemmig musik. Hans ridderdigtning til enstemmige melodier viser ham som en fornem repræsentant for den uddøende trouvèrekunst (se trubadur). Også hans trestemmige motetter har konservativt præg og bryder på ingen måde med den herskende motettradition.

Med de trestemmige rondoer peger han derimod genremæssigt — mere end stilistisk — frem mod ars nova-periodens chansonkunst (ars nova). Mest kendt er han for sin nyskabende rolle inden for den dramatiske genre.

I Le jeu d'Adam ou de la feuillée (1276 eller 1277) blander han for første gang i dramatisk sammenhæng ridderdigtning, allegori og samfundskritik med en stærkt individualistisk og selvbiografisk digtning. Med Le jeu de Robin et Marion (formentlig 1283 eller 1284) har han skabt det første syngespil.

Adam de la Halles nyskabende initiativer på det dramatiske område blev dog ikke fulgt op i hans umiddelbare eftertid.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig