Faktaboks

Pierre Boulez
Født
26. marts 1925
Død
5. januar 2016

Pierre Boulez var en fransk komponist og dirigent. Han var en af de betydeligste komponister i anden halvdel af 1900-tallet. Sammen med tyskeren Karlheinz Stockhausen og italieneren Luigi Nono betragtes han som en lederskikkelse i den centraleuropæiske modernisme efter 2. Verdenskrig; han har også i høj grad gjort sig gældende som teoretiker.

Pierre Boulez blev uddannet hos bl.a. Olivier Messiaen og René Leibowitz, og som komponist var han præget både af fransk musiks klanglige forfinelse og af den strenge konstruktivisme, som han videreudviklede ud fra Schönberg-eleven Anton Weberns sene værker.

Af tidlige værker kan nævnes Sonatine for fløjte og klaver, Le Visage nuptial (begge 1946), Klaversonate nr. 2 (1950), Structures I og II for to klaverer (1952 og 1961), Le Marteau sans maître (1954), Pli selon pli (1962) og e.e. cummings ist der Dichter (1970). Structures I er et eksempel på den strenge kompositionsmåde, hvor ikke blot tonehøjderne, men også rytme, dynamik og klangfarve er forudbestemt af en seriel systematik.

I de senere værker forvaltes det serielle princip langt friere. Det er i øvrigt karakteristisk for Boulez' holdning til komponistens arbejde, at hans musik er længe undervejs og bestandig tages op til revision. Han betragter ikke sine musikalske arbejder som endegyldige kunstværker, men som åbne "works in progress".

I hele sin karriere var Pierre Boulez også aktiv som dirigent. Fra midten af 1950'erne ledede han de legendariske "Domaine Musical"-koncerter for ny musik i Paris. Fra midten af 1960'erne inddrog han et mere traditionelt repertoire og fejrede triumfer ved Wagnerfestspillene i Bayreuth og som leder af BBC's symfoniorkester og New York-filharmonikerne.

I 1979 dirigerede han verdenspremieren på den færdiggjorte version af Alban Bergs opera Lulu. I perioden 1977-1992 var han leder af det eksperimenterende institut IRCAM i Paris, og han har også siden dirigeret det dertil knyttede Ensemble Intercontemporain.

Pierre Boulez' direktion kendetegnedes af stor analytisk klarhed, hvilket bl.a. havde betydning for hans fremtrædende opførelser af ny musik, som med få undtagelser udgjorde repertoiret i hans koncerter og indspilninger fra 1990'erne. I samme periode cirklede hans kompositoriske virke omkring musik for mindre ensembler; blandt hans større, senere værker kan nævnes orkesterværket Notations VII (1999).

Pierre Boulez modtog Léonie Sonnings musikpris i 1985.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig