Krzysztof Penderecki

Krzysztof Penderecki var en polsk komponist og dirigent, uddannet ved konservatoriet i Kraków.

Oprindelig var Krzysztof Penderecki påvirket af Béla Bartók og Dmitrij Sjostakovitj, men allerede i gennembrudsværkerne Davids Salmer (1958), Emanationer for to strygeorkestre (1958) og Strofer (1959) var stilen blevet yderst radikal, og sammen med Witold Lutosławski markerede han sig fra omkring 1960 som en hovedskikkelse inden for den polske avantgarde.

Penderecki vakte international opsigt med det stærkt ekspressive strygerværk Trenos (1960), der er tilegnet ofrene fra Hiroshima. Det er kendetegnet ved stadig skiftende klangformationer med brug af kvarttoner, glissandi og clusterdannelse, som siden dannede stilistisk afsæt for hovedparten af hans værker indtil begyndelsen af 1970'erne.

Han koncentrerede sig længe om orkestermusik og vokalmusik med instrumenter, men med operaen Djævlene fra Loudun (1969), der er præget af chokagtige effekter og klare allusioner til Stalintidens skueprocesser, begyndte også musikdramatikken at gøre sig gældende, og efterfølgende kom desuden kammermusikken til.

Penderecki indflettede allerede i sit tidligste storværk, Lukaspassionen (1963-65), enkelte stilelementer fra ældre tidsaldre, og fra midt i 1970'erne var hans musik overvejende traditionel med et umiskendeligt romantisk præg, bl.a. i symfonierne nr. 2-5 (1979-95). Blandt hans større senere værker er Concerto Grosso for tre celloer og orkester (2000) samt en klaverkoncert (2001).

Krzysztof Penderecki var rektor for konservatoriet i Kraków 1972-87, og fra slutningen af 1970'erne havde han et omfattende virke som rejsende dirigent.