Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Benjamin Britten

Oprindelig forfatter SMS Seneste forfatter Redaktionen

Benjamin Britten, 1913-1976, britisk komponist, en af sit hjemlands mest betydende komponister af sin generation. Benjamin Britten begyndte at komponere som dreng, og allerede som 12-årig fik han sin første undervisning i komposition hos Frank Bridge. Som 17-årig modtog han et stipendium til The Royal College of Music i London, hvor han studerede komposition hos John Ireland og klaver hos Arthur Benjamin (1893-1960).

Benjamin Brittens første værk med opusnummer er hans sinfonietta for strygere fra 1932. Inden krigsudbruddet i 1939 havde han opnået en vis international anerkendelse, ikke mindst gennem variationerne over et tema af Frank Bridge (1937). Utilfreds med det politiske og kulturelle klima i Storbritannien emigrerede han i 1939 til USA; han faldt dog ikke til og vendte i 1942 tilbage til England.

Operaen Peter Grimes, der skulle slå Brittens navn fast, er skrevet i krigsårene og uropført umiddelbart efter krigens afslutning i 1945; og det var netop med operaer og anden vokalmusik, at han først og fremmest skulle gøre sig gældende. Af operaerne kan nævnes The Rape of Lucretia(1946), Albert Herring (1947), Billy Budd (1951), The Turn of the Screw (1954, Skruen strammes), A Midsummer Night's Dream (1960) og Death in Venice (1973); flere partier, bl.a. Peter Grimes, skrev han til sin livsledsager, tenoren Peter Pears. Hertil kommer værker inden for den eksperimenterende musikteaterform 'kirkeparablen', kantater og korværker som War Requiem (uropført 1962) samt en lang række sange med klaver- eller orkesterledsagelse.

Annonce

Benjamin Britten modtog Léonie Sonnings Musikpris i 1968.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Møller Sørensen: Benjamin Britten i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=51112