Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Max Reger

Oprindelig forfatter JMae Seneste forfatter Redaktionen

Max Reger virkede i en årrække som organist ved siden af professorembedet i Leipzig. Selv skrev han betydelige værker for orgel. Fotografi fra ca. 1910.

Max Reger virkede i en årrække som organist ved siden af professorembedet i Leipzig. Selv skrev han betydelige værker for orgel. Fotografi fra ca. 1910.

Max Reger, 1873-1916, tysk komponist. Max Reger studerede hos Hugo Riemann i Sondershausen og i Wiesbaden, hvor han efter sin lærers afgang i 1895 blev teorilærer.

I 1907 blev Reger professor i Leipzig. Posten som hofkapelmester i Meiningen beklædte han 1911-14. Sine sidste år boede han i Jena.

Max Regers forbilleder var navnlig J.S. Bach, Beethoven og Brahms. Hans store produktion omfatter alle genrer undtagen opera. I 1890'erne skrev han især værker for det store romantiske orgel; en avanceret harmonik er her kombineret med udsøgt kontrapunkt efter Bachs forbillede.

Annonce

Efter 1900 videreførte hans kammermusik for vekslende besætninger linjen fra Beethovens sene strygekvartetter. Til Regers orkestermusik hører bl.a. de farverige Fire Tonedigte efter A. Böcklin (1913) og Variationer og fuga over et tema af Mozart (1914).

Lieder og klavermusik gennemsyrer hele produktionen. De sidste års værker præges af, hvad Max Reger selv kaldte "den frie Jena-stil", som lader ane den kommende neoklassik.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jan Maegaard: Max Reger i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=149582