Astor Piazzolla var en argentinsk komponist, bandoneonspiller og orkesterleder. Piazzolla var fra 1950'erne fornyer af argentinsk tango og en central figur inden for avantgarde stilen tango nuevo (ny tango). Astor Piazzolla videreudviklende den traditionelle argentinske tangomusik med inspiration fra bl.a. jazz og klassisk kompositionsmusik. Det gjorde han blandt andet på baggrund af studier hos Nadia Boulanger i Paris.
Piazzolla har blandt andet skrevet orkestermusik, men størstedelen af hans ca. 750 kompositioner er for den særlige tangokvintet (violin, guitar, klaver, kontrabas og bandoneon) og for oktet. Siden 1990'erne har hans værker været genstand for stigende international interesse.
Blandt Astor Piazzollas kendteste enkeltkompositioner er Adiós Nonino (1959), som han har indspillet i talrige divergerende udgaver.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.