• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Robert Schumann

Oprindelig forfatter JOE Seneste forfatter Redaktionen

Robert Schumann. Ungdomsportræt fra ca. 1830 af ukendt kunstner. Miniaturen findes på Robert-Schumann-Museum i Zwickau.

Robert Schumann. Ungdomsportræt fra ca. 1830 af ukendt kunstner. Miniaturen findes på Robert-Schumann-Museum i Zwickau.

Robert Schumann, Robert Alexander Schumann, 8.6.1810-29.7.1856, tysk komponist. Gennem sin medfødte sans for musik og digtning, sit uroligt svingende følelsesliv, sin overdrevne sensibilitet og sin sværmeriske fantaseren fremstår Robert Schumann som indbegrebet af den romantiske komponist. Med sit udpræget lyriske talent og sin rigt fabulerende skaberevne lykkedes det ham at yde det sublime inden for klavermusikken og den tyske lied.

Robert Schumann var søn af en forlagsboghandler, og hans opvækst var præget af både musik og litteratur. Faderen ønskede, at han skulle studere hos Carl Maria von Weber, men da både faderen og Weber døde 1826, påbegyndte Schumann to år senere efter moderens ønske det juridiske studium ved Leipzigs universitet. Allerede året efter flyttede han til Heidelbergs universitet, men efter at have hørt violinvirtuosen Nicola Paganini i 1830 besluttede han at vie sit liv til musikken.

Clara Schumann.

Clara Schumann.

Den ansete Leipzigpædagog Friedrich Wieck (1785-1873) indvilligede i at uddanne ham til pianist, og Robert Schumann flyttede ind hos familien, hvor han stiftede bekendtskab med Wiecks 11-årige datter, den allerede fremragende pianist Clara Wieck.

Annonce

En lammelse i højre hånd, hvis årsag aldrig er blevet fuldt klarlagt, satte en stopper for hans pianistiske karriere, men med usvækket energi komponerede han i 1830'erne nogle af sine mest betydelige klaverværker, op. 1-23.

For offentligheden fremstod han dog i disse år især som den begavede musikskribent, der gennem en række artikler, først i det ansete Leipzigtidsskrift Allgemeine Musik Zeitung, fra 1834 i sit eget Neue Zeitschrift für Musik, bekæmpede tidens overfladisk-virtuose salonmusik.

Robert Schumann opfandt det idealistiske "Davidsbund", som kæmper mod filistrene, og inspireret af sine litterære idoler Jean Paul og E.T.A. Hoffmann optræder Schumann selv under pseudonymerne Eusebius (den rolige, sværmerisk indadvendte), Florestan (den impulsive, utålmodigt fremfarende) og Meister Raro (der forener de to modsætninger).

Hans berømteste artikler er den første (om Frédéric Chopin, 1831) og den sidste (om Johannes Brahms, 1853). Efter en kortvarig hemmelig forlovelse med en af Wiecks elever forelskede han sig i datteren Clara, men hendes far modsatte sig forbindelsen, og først efter en lang og opslidende retssag kunne han 1840 holde bryllup med hende.

Også i kunstnerisk henseende betegner 1840 et vendepunkt i hans karriere, idet han i en formelig skabelsesrus kastede sig over sangkomposition og skrev hen ved 150 lieder, både kvantitativt og kvalitativt kulminationen i hans liedproduktion. De følgende to år komponerede han tilsvarende nogle af sine betydeligste værker inden for hhv. orkester- og kammermusik.

1843 tiltrådte Schumann som lærer ved det konservatorium, Felix Mendelssohn-Bartholdy havde oprettet i Leipzig, men med sit indadvendte og sky væsen egnede han sig lige så lidt til denne gerning som til hvervet som dirigent, i hvilken egenskab han debuterede ved opførelsen af oratoriet Das Paradies und die Peri (1843).

Efter fem års virke i Dresden blev han 1850 stadsmusikdirektør i Düsseldorf, men hans middelmådige lederevner og fremadskridende sygdom gjorde en ende på hans musikerkarriere.

Den unge Brahms' besøg i efteråret 1853 var et lyspunkt, som straks affødte den nævnte artikel ("Neue Bahnen"), men året efter var hans mentale tilstand forværret i en sådan grad, at han forsøgte at berøve sig livet ved at kaste sig i Rhinen.

Efter eget ønske blev Robert Schumann overført til et privatasyl for sindslidende, hvor han blev til sin død.

Værker i udvalg

  • vokalværker
    • Das Paradies und die Peri, 1843; Scenen aus Goethes Faust, 1844-53; Requiem für Mignon, 1849; Genoveva (opera, 1847-50); Manfred (Byron; scenemusik, 1848-49); Der Rose Pilgerfahrt, 1851
    • Diverse satser for blandet kor, mandskor og damekor; duetter mv.
    • Over 300 sange med klaver, heriblandt 1840 samlingerne Liederkreis (Heine); Myrthen; Liederkreis (Eichendorff); Frauenliebe und -leben (Chamisso); Dichterliebe (Heine)
  • orkesterværker
    • 4 symfonier: nr. 1, B-dur ("Forårssymfoni", 1841); nr. 2, C-dur, 1845-46; nr. 3, Es-dur ("Den Rhinske", 1850); nr. 4, d-mol (1841, revideret 1851); klaverkoncert a-mol, 1841/45; cellokoncert, a-mol, 1850
  • kammermusik
    • 3 strygekvartetter, 1842; klaverkvintet, 1842; klaverkvartet, 1842; 3 klavertrioer, 1847/51; 3 violinsonater, 1851/53
  • klavermusik
    • 3 sonater, 1832-38; Abegg-variationer, 1829-30; Papillons, 1829-31; Carnaval, 1834-35; Symfoniske etuder, 1834-37; Davidsbündlertänze, 1837; Phantasiestücke, 1837; Kinderscenen, 1838; Kreisleriana, 1838; Fantasi, C-dur, 1836-38; Novelletten, 1838; Faschingsshwank aus Wien, 1839-40; Album für die Jugend, 1848; Waldscenen, 1848-49

Robert Schumanns musik

Robert Schumann er en poetisk komponist frem for nogen, men programmusiker er han ikke. De mange overskrifter på hans satser, altid fantasifulde og ofte gådefulde, er en hjælp til forståelse af stykkernes "hemmelige sjælstilstande".

Tyngdepunktet i hans klavermusik er de suiteagtige sammenstillinger af karakteristiske øjebliksbilleder, som han udgav under titler som Papillons, Davidsbündlertänze, Carnaval, Phantasiestücke, Kinderscenen og Kreisleriana.

Schumanns rige produktion af sange i 1840 kan kun forklares på baggrund af klavermusikken. I modsætning til Franz Schuberts synes sangene ofte direkte udsprunget af klaversatsen, og klaverpartiets selvstændige rolle er overalt mærkbar, ikke mindst i de lange efterspil, som ofte bringer sangens endelige udløsning.

Også Robert Schumanns orkester- og kammermusik er kendetegnet ved en rigdom af lyriske temaer, som varieres gennem skiftende harmoniske belysninger i højere grad end egentlig tematisk behandling.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Østergaard: Robert Schumann i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 28. april 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=156528