Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hugo Wolf

Oprindelig forfatter Balth Seneste forfatter Redaktionen

Hugo Wolf. Pastel malet 1902, året før komponistens død, af Clementine von Wagner. Historisches Museum der Stadt Wien.

Hugo Wolf. Pastel malet 1902, året før komponistens død, af Clementine von Wagner. Historisches Museum der Stadt Wien.

Hugo Wolf, 1860-1903, østrigsk komponist, en af de betydelige repræsentanter for senromantikken. De første kompositioner er fra 1875, og samme år kom han på konservatoriet i Wien, som han dog allerede efter to år blev tvunget til at forlade af disciplinære grunde.

I Wien gjorde opførelser af Richard Wagners operaer et afgørende indtryk på Hugo Wolf, der endda mødte Wagner, hvis person han beundrede grænseløst. Han komponerede inden for forskellige genrer, og i Wien omgikkes han en række wagnerianere og opsøgte, sådan som han havde for vane hele livet, nogle af tidens betydeligste komponister.

Det stridbare og umådeligt vanskelige i Hugo Wolfs natur var hele livet en hindring for ham, både privat og professionelt. I begyndelsen af 1880'erne begyndte hans psykiske problemer (bl.a. maniodepressivitet) for alvor at vise sig, forholdet til en kvinde gik i stykker, der skete midlertidige brud med faderen, og Wolf bekendte sig efter Wagners forbillede til antisemitismen og vegetarianismen.

Annonce

Han fortsatte imidlertid med at komponere, bl.a. påbegyndtes 1883 det symfoniske digt Penthesilea, og 1884-87 var han en skarp musikkritiker ved Wiener Salonblatt.

Hugo Wolfs skaberevne var eruptiv, og han komponerede i en næsten feberagtig arbejdsrus. 1888 skrev han således 53 Möricke-, 13 Eichendorff- og 25 Goethelieder. Samme år udkom nogle af hans sange første gang. 1889 påbegyndte han liedcyklussen Spanisches Liederbuch, hvis 34 sange afsluttedes året efter, da han gik i gang med Italienisches Liederbuch, der omfatter 46 sange.

Gennem hele sin komponistkarriere nærede Wolf en ulykkelig kærlighed til operagenren, som han anså for at være det højest opnåelige. Samtidig med at han skrev sine lieder, som han betragtede som en "lille" genre, søgte han efter en egnet libretto og skrev Der Corregidor (efter Pedro Antonio de Alarcóns Den trekantede hat), uropført 1896.

Året efter arbejdede han hektisk på en ny opera, Manuel Venegas (ufuldendt), men blev samme år indlagt på et sindssygehospital, som han blev udskrevet fra 1898. Efter et selvmordsforsøg blev han indlagt på et offentligt sindssygehospital i Wien, hvor han forblev til sin død, der fulgte efter svær sygdom.

Hugo Wolfs lieder udgør et højdepunkt inden for senromantikken. Han var yderst lydhør over for sine omhyggeligt valgte og litterært højt rangerende tekster, og sang og klaverakkompagnement indgår på lige fod i de nuancerige og sprognære musikalske fortolkninger af ordene. Hans indfølingsevne og psykologiske sans er uden sidestykke i samtidens liedkunst.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Leif V.S. Balthzersen: Hugo Wolf i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=182990