• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hector Berlioz

Oprindelig forfatter JOE Seneste forfatter UV

Hector Berlioz blev i samtiden kritiseret for de store og utraditionelle orkesterbesætninger, han skrev sine værker for, og han var et yndet offer for karikaturtegnerne. Her dåner publikum på grund af lyden fra bl.a. en kanon.

Hector Berlioz blev i samtiden kritiseret for de store og utraditionelle orkesterbesætninger, han skrev sine værker for, og han var et yndet offer for karikaturtegnerne. Her dåner publikum på grund af lyden fra bl.a. en kanon.

Hector Berlioz, 11.12.1803-8.3.1869, fransk komponist, født i La-Côte-Saint-André NV for Grenoble; hans fødehjem har siden 1935 været museum.

Hector Berlioz lærte tidligt at spille fløjte og guitar (men aldrig klaver) og komponerede allerede som barn. I 1821 drog han til Paris for efter faderens ønske at studere medicin, men talrige besøg i Pariseroperaen overbeviste ham om, at han måtte blive komponist; især Christoph Willibald Glucks operaer gjorde et dybt indtryk på ham. Påvirkningerne fra Carl Maria von WebersJægerbruden spores i hans første opera Les francs juges (1826), men den opførtes aldrig. Marche des gardes herfra blev siden til Marche au supplice, 4. sats i Symphonie fantastique.

I 1827 opførte en engelsk skuespillertrup Hamlet og Romeo og Julie i Paris. Uden at være kyndig i sproget modtog Hector Berlioz et uforglemmeligt indtryk af William Shakespeares kunst, som skulle sætte sig varige spor i hans produktion.

Annonce

Direkte afledt af hans voldsomme forelskelse i den irskfødte Shakespeareskuespiller Harriet Smithson (fra 1833 hans hustru) fremstod i 1830 den programmatiske Symphonie fantastique, Episode fra en kunstners liv (videreført 1832 i det særprægede værk Lélio ou le retour à la vie). Heri indfører Berlioz det musikalske begreb idée fixe, dvs. et tema, der som en tvangstanke dukker op i alle satserne, et uafrysteligt billede af hans tilbedte; (inspireret af Berlioz anvendte mange senere komponister denne temateknik i symfoniske værker).

I 1828 hørte Hector Berlioz Ludwig van Beethovens symfonier og blev herigennem overbevist om de uanede udtryksmuligheder, den rene instrumentalmusik frembød. Som endnu et overvældende kunstnerisk "lynnedslag" fra disse år skal endelig nævnes mødet med Johann Wolfgang GoethesFaust.

Resultatet heraf blev Berlioz' op. 1, Huit scènes de Faust (Otte scener fra Faust, 1829), som han dog selv forkastede og mange år senere indarbejdede i den dramatiske legende La damnation de Faust (Fausts fordømmelse, 1845-46, heri den berømte Rákóczy-march). Også Dies iræ-afsnittet og Heksesabbatten i Symphonie fantastique synes umiddelbart inspireret af Faust. 1826-30 studerede Berlioz ved Pariserkonservatoriet.

Efter tre forgæves forsøg opnåede han i 1830 den eftertragtede udmærkelse Prix de Rome. Studieopholdet i Rom var musikalsk set en skuffelse, men han blev inspireret på rejser af den italienske befolkning og natur, således som det med storartet klanglig fantasi genspejles i symfonien Harold en Italie (hvor idée fixe-motivet udføres af en solobratsch, 1834) og den "dramatiske symfoni" Roméo et Juliette (efter Shakespeare, for soli, kor og orkester, 1839), som ved uropførelsen gjorde et uudsletteligt indtryk på den unge Richard Wagner.

Hector Berlioz fotograferet i 1863, året efter at hans opera Béatrice et Bénédict var blevet uropført uden større succes i Baden-Baden. Han var på det tidspunkt præget af alder og modløshed.

Hector Berlioz fotograferet i 1863, året efter at hans opera Béatrice et Bénédict var blevet uropført uden større succes i Baden-Baden. Han var på det tidspunkt præget af alder og modløshed.

Trods to monumentale officielle bestillingsværker, Grande messe des morts (Requiem, 1837) og Grande symphonie funèbre et triomphale (1840), lykkedes det ikke Hector Berlioz at opnå varig anerkendelse i Frankrig, og han måtte i mange år ernære sig som musikkritiker.

Med store økonomiske ofre bragte han sine værker frem til opførelse og vandt efterhånden internationalt ry som en betydelig dirigentbegavelse. I 1843 udsendte han sin epokegørende lærebog i instrumentation, Grand traité d'instrumentation et d'orchestration modernes. Rundt om i Europa blev Berlioz' musik mødt med stor begejstring; en af hans varmeste forkæmpere var Franz Liszt i Weimar.

Herom har Berlioz berettet med eminent fortællekunst og afvæbnende humor i Voyage musical en Allemagne et en Italie (1844), Les soirées de l'orchestre (1852), Les grotesques de la musique (1859), A travers chant (1862) og endelig i de sprudlende og yderst fantasifulde Mémoires, udgivet efter hans død i 1870.

Blandt Berlioz' øvrige værker skal fremhæves operaerne Benvenuto Cellini (1834-37), Les troyens (Trojanerne efter Vergils Æneiden, 1856-58) og Béatrice et Bénédict (efter Shakespeares Much Ado About Nothing, 1860-62); vokalværkerne Te Deum (1849), L'enfance du Christ (Kristi barndom, 1850-54) og Les nuits d'été (Sommernætter, med tekst af Théophile Gautier, 1840-41, orkestreret 1856) samt den brillante ouverture Romersk karneval (1844).

Hector Berlioz' skelsættende orkestreringskunst anerkendes af alle, men hans vidtfavnende, ofte grænseoverskridende værker har endnu ikke nået en uantastet position i musiklivet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Østergaard: Hector Berlioz i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=46133