Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Fredrik Pacius

Oprindelig forfatter GBu Seneste forfatter Redaktionen

Fredrik Pacius, 19.3.1809-8.1.1891, tysk-finsk komponist. Fredrik Pacius blev født i Hamburg (med fornavnet Friedrich) og uddannet i Tyskland. Han virkede først i Stockholm som soloviolinist ved hofkapellet, inden han i 1835 kom til Helsinki, hvor han som universitetslærer, dirigent, komponist og organisator af musiklivet fik så stor betydning, at han anses for finsk musiks fader.

Fredrik Pacius skrev kantater, solo- og korsange og tre operaer, hvoraf Kung Karls jakt (1852) er Finlands første. Pacius er især kendt for melodien til den finske nationalsang, Vårt land (finsk Maamme, dansk Vort land, 1848; den oprindelig svenske tekst af J. L. Runeberg har finsk oversættelse af Julius Krohn, 1867; melodien er den samme til den estiske nationalsang Mu isamaa, mu õnn ja rõõm (1920/1990, med tekst af Johann Voldemar Jannsen) og den liviske nationalsang Min izāmō (1923, med tekst af Kōrli Stalte).

Endvidere kendes Fredrik Pacius for Suomis sång (1854, i fiinsk oversættelse Suomen laulu). Pacius søgte aldrig om finsk statsborgerskab. Han døde natten mellem den 7. og 8.1.1891 i Helsinki og ligger begravet på Hietäniemen vanha hautausmaa.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Gorm Busk: Fredrik Pacius i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=137491

http://www.pacius.fi