• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Edvard Grieg

Oprindelig forfatter JOE Seneste forfatter Redaktionen

Edvard Grieg var en glimrende klaverspiller. Han akkompagnerede hustruen Nina, og sammen spillede de firehændigt ved koncerter. Også i sin klaverkoncert førte Grieg sig frem, både som dirigent og som solist.

Edvard Grieg var en glimrende klaverspiller. Han akkompagnerede hustruen Nina, og sammen spillede de firehændigt ved koncerter. Også i sin klaverkoncert førte Grieg sig frem, både som dirigent og som solist.

Edvard Grieg, Edvard Hagerup Grieg, 15.6.1843-4.9.1907, norsk komponist. Edvard Grieg fødtes i Bergen og blev fra seksårsalderen undervist i klaver af sin mor. På opfordring af Ole Bull blev han i 1858 sendt til Leipzigkonservatoriet, hvor han studerede i fire år og gennem sin klaverlærer modtog et uforglemmeligt indtryk af Robert Schumanns musik.

Efter forgæves at have søgt inspiration i sin fødeby tog Grieg til København, hvor han stiftede bekendtskab med Niels W. Gade, som opfordrede ham til at skrive en symfoni. Den blev uropført af H.C. Lumbye i Tivoli, men senere tilbagekaldt, og forblev Griegs eneste forsøg i denne genre.

Fra samme tid stammer den første violinsonate og hans eneste sonate for klaver, e-mol op. 7. Inspireret af H.C. Andersens digte skrev han sin første helt personlige og kunstnerisk overbevisende sangkomposition, Hjertets melodier op. 5. Den er skrevet til kusinen Nina Hagerup (1845-1935), som senere blev hans hustru og livet igennem var den ideelle fortolker af Griegs sange.

Annonce

Af afgørende betydning blev mødet i København med den unge norske komponist Rikard Nordraak (1842-66), som ikke blot gjorde ham bevidst om de kunstneriske muligheder, der lå gemt i den norske folkemusik, men også gav hans nationalfølelse ny næring. I taknemmelighed tilegnede Grieg ham de fire Humoresker op. 6 (1865), hans gennembrud som klaverkomponist.

Sammen med Nordraak og de danske musikervenner C.F.E. Horneman og G. Matthison-Hansen (1832-1909) grundlagde han i 1865 musikselskabet Euterpe til fremme af ny nordisk musik. Euterpe opløstes dog allerede i 1867, og forinden var Grieg flyttet til Kristiania (Oslo), hvor han vandt opmærksomhed som komponist, dirigent og musiklærer.

I 1867 udkom som op. 12 et hæfte med otte Lyriske smaastykker for klaver. Det var det første af de i alt ti samlinger Lyriske stykker, hvormed Grieg i årene frem til 1901 med enestående fornemmelse for genrens særpræg videreførte traditionen fra Felix Mendelssohn-BartholdysLieder ohne Worte.

Tre af titlerne i op. 12 vidner om den nyvakte nationalisme: Folkevise, Norsk og Fædrelandssang. Til den sidste forfattede Bjørnstjerne Bjørnson spontant et patriotisk digt. Blandt de mange kompositioner til Bjørnsontekster, som blev til i Kristianiaårene, må foruden en række sange fremhæves korværket Foran Sydens kloster, mandskorkantaten Landkjenning samt scenemusik til dramaet Sigurd Jorsalfar (heri den kendte Hyldningsmarch).

Det berømteste af Griegs værker i den store form, Klaverkoncert i a-mol op. 16, blev komponeret i sommeren 1868 i Søllerød nord for København. Under en Italiensrejse mødte han i 1870 Franz Liszt, som efter at have spillet Griegs klaverkoncert igennem, gav ham en overstrømmende ros og styrkede hans kunstneriske selvtillid.

Griegs interesse for folkemusikken fik ny næring gennem L.M. Lindemans udgivelser af Ældre og nyere norske fjeldmelodier (1853-67). Som op. 17 udgav han i 1870 25 norske folkeviser og danse. En planlagt opera om Olav Tryggvason til tekst af Bjørnson blev aldrig komponeret.

I mellemtiden havde Grieg indledt et samarbejde med Henrik Ibsen, som skulle føre til et af hans fineste og mest udbredte værker: musikken til skuespillet Peer Gynt. Uropførelsen fandt sted i Kristiania i 1876, og otte af satserne udgav Grieg senere som Peer Gynt-suite nr. 1 op. 46, og nr. 2 op. 55.

Ibsens udtryksrige og stærke digtning kaldte nye sider frem hos sangkomponisten Grieg, således som det høres i de Sex digte af Henrik Ibsen op. 25 (1876). 1870'ernes sidste del var en kritisk periode i både kunstnerisk og menneskelig henseende; værkerne er få, men betydningsfulde, med Ballade i g-mol for klaver op. 24 og Strygekvartet i g-mol op. 27 som højdepunkter ved siden af de nævnte Ibsensange. Griegs instinktive modvilje mod at komponere i de store klassiske former forhindrede ham i at fuldføre Strygekvartet nr. 2 i F-dur (to b satser, 1891), ligesom en planlagt klaverkoncert i h-mol ikke nåede ud over skitsestadiet (1883).

Fra 1880 var Bergen Edvard Griegs faste tilholdssted. 1880-82 var han dirigent for musikselskabet Harmonien, hans sidste officielle ansættelse. I 200-året for Ludvig Holbergs fødsel, 1884, skrev han sin charmerende, barokinspirerede suite for klaver Fra Holbergs tid, som i versionen for strygeorkester straks vandt vid udbredelse. I 1885 flyttede Grieg ind i sin nybyggede villa "Troldhaugen", og herfra fortsatte han de omfattende internationale koncertrejser, som han trods sit svagelige helbred (lungelidelse) gennemførte med entusiasme.

Den kompositoriske virksomhed aftog mærkbart i de seneste år, men ved siden af de mange værker i mindre format opstod dog enkelte større kompositioner, heriblandt den lidenskabelige Violinsonate nr. 3 i c-mol (1886-87). Ligesom Grieg tidligere havde modtaget frugtbar inspiration ved mødet med Vinjes digte på landsmål (12 melodier til digte af A.O. Vinje, op. 33, udg. 1881), lod han sig begejstre af landsmålsdigteren Arne Garborg til den måske mest monumentale sangcyklus i nordisk musik overhovedet, Haugtussa op. 67 (1895-98).

Griegs afsluttende kompositioner fremstår som det smukkest tænkelige monument over to af hovedpillerne i norsk folkemusik: dans og salme. På grundlag af komponisten Johan Halvorsens optegnelser af dansemelodier, spillet på hardingfele, skrev Grieg 1902-03 sytten Slåtter for klaver, efterfulgt i 1906 af hans sidste komposition, Fire salmer for blandet kor a cappella med barytonsolo, arrangeret efter gamle norske salmetoner i Lindemans samling.

Edvard Grieg er ubestridt Norges største romantiske komponist. Han bevarede livet igennem en dyb skepsis over for værdien af studieårene i Leipzig; men trods sin meget unge alder erhvervede han sig et solidt teknisk grundlag i disse år.

Således formåede han da også på helt original vis at berige sin harmonik med elementer fra norsk folkemusik, ligesom påvirkninger fra Richard Wagner aldrig tilslører Griegs kompositoriske egenart. I de senere værker optræder impressionistiske vendinger.

Med sin eminente lyriske begavelse følte han sig bedst hjemme i de mindre former, i særdeleshed sangen og det ensatsede klaverstykke som Schumann før ham. Edvard Griegs melodiske fantasi er uudtømmelig, og den tematiske rigdom i de større cykliske værker er af uimodståelig virkning. Når det kræves af ham som fx i musikken til Peer Gynt, røber han et umiskendeligt dramatisk talent.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Østergaard: Edvard Grieg i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. marts 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=85883