Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

César Franck

Oprindelig forfatter JOE Seneste forfatter Redaktionen

César Franck. Udateret fotografi.

César Franck. Udateret fotografi.

César Franck, 1822-1890, belgisk-fransk komponist og organist. César Franck studerede 1830-35 ved konservatoriet i sin fødeby Liège og 1837-42 ved konservatoriet i Paris, hvor han fra 1844 tog blivende ophold.

Fra 1858 til sin død virkede Franck som organist ved Sainte-Clotilde-kirken, hvis nye orgel, et af orgelbyggeren Cavaillé-Colls fineste instrumenter, inspirerede ham til hans første betydelige orgelkomposition, Six Pièces (1860-62).

I 1872 blev han ansat som lærer i orgelspil ved konservatoriet, og her modtog en skare hengivne elever, kendt som "Franck-banden", en uforglemmelig indføring i komposition og improvisation. Inspireret af dette miljø skabte Franck i den sidste halve snes år af sit liv en serie unikke kompositioner, som placerer ham i forreste række blandt fornyerne af fransk instrumentalmusik i 1800-tallet.

Annonce

De vigtigste er klaverkvintetten i f-mol (1878-79), Variations symphoniques for klaver og orkester (1885), violinsonaten i A-dur (1886), symfoni i d-mol (1886-88) og strygekvartet i D-dur (1889).

Som udøvende musiker beherskede César Franck virtuost både klaver og orgel. Hans fortrolighed med Franz Liszts monumentale klaverstil, Richard Wagners subtile harmonik og, i en grad som hos få af samtidens komponister, Johann Sebastian Bachs polyfone musik har fundet overbevisende kunstnerisk udtryk i de to store klaverværker Prélude, choral et fugue (1884) og Prélude, aria et final (1886-87) samt hans svanesang, orgelværket Trois Chorals (E-dur, h-mol, a-mol, 1890).

Blandt korværkerne må fremhæves oratoriet Les Béatitudes ("Saligprisningerne" med tekst fra Bjergprædikenen, 1869-79) og de oratorielignende symfoniske værker Rédemption (1871-72, omarb. 1874, Forløsning) og Psyché (1887-88).

Mest kendt af César Francks sange er Panis angelicus (1872), oprindelig komponeret for tenor, orgel, harpe, cello og kontrabas og af Franck selv indføjet i den flere år tidligere komponerede Messe à trois voix.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Østergaard: César Franck i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=79257