Faktaboks

Wolfgang Amadeus Mozart

egentlig Joannes Chrysostomus Wolfgangus Theophilus Mozart

Født
27. januar 1756, Salzburg, Østrig
Død
5. december 1791, Wien, Østrig

Wolfgang Amadeus Mozart. Ungdomsportræt, samtidigt maleri.

.

Wolfgang Amadeus Mozart. Første side af originalpartituret til symfoni nr. 40 i g-mol K 550 fra 1788. Efter gammel sædvane har Mozart noteret de to violinstemmer og bratscherne øverst; herefter følger blæserne (fløjte, oboer, fagotter og horn), som pauserer i de første takter, og nederst på siden celloer og kontrabasser. Senere forøgede Mozart besætningen med to klarinetter og ændrede samtidig obostemmerne. Partituret ejedes af Johannes Brahms, nu af Gesellschaft der Musikfreunde i Wien.

.

Wolfgang Amadeus Mozart var en østrigsk komponist, som sammen med Joseph Haydn og Ludwig van Beethoven udviklede den wienerklassiske stil til fuldkommenhed.

Syntesen af tysk-østrigske traditioner og den italienske operas bel canto fornemmes overalt i hans modne værkers melodiske skønhed, harmoniske rigdom og ulastelige form. Mozart mestrede samtlige musikalske genrer i tiden med opera, symfoni, klaverkoncert og kammermusik for strygere som de mest fremtrædende. Han er en af musikkens allerstørste og mest universelle begavelser.

Ved dåben i Salzburg fik Mozart fornavnene Joannes Chrysostomus Wolfgangus Theophilus. Selv foretrak han siden den latinske form Amadeus (det samme som Theophilus) og varianter heraf. Wolfgang og hans storesøster Maria Anna ("Nannerl") (1751-1829) var de eneste overlevende af Leopolds og Anna Marias syv børn. Begge var musikalske vidunderbørn, og allerede i 1762 begyndte den første af de mange koncertrejser, som skulle få afgørende betydning for Mozarts udvikling.

I 1763 drog hele familien ud på den længste af alle rejserne, der varede tre et halvt år. Børnene og især Wolfgang vakte begejstring og undren overalt. Under opholdet i Paris fik han udgivet sine første kompositioner, og i England, hvor han skrev sine første symfonier, mødte han Johann Christian Bach, som fik stor indflydelse på hans videre udvikling. I 1768 var familien i Wien, hvor intriger forhindrede opførelsen af operaen La finta semplice.

1769-1773 foretog Wolfgang sammen med faderen tre rejser til Italien, og hver gang blev en opera af ham opført i Milano. Kort efter hjemkomsten besøgte han Wien, hvor han især fra Haydn modtog afgørende impulser, der bl.a. høres i symfonierne nr. 25 i g-mol K 183 og nr. 29 i A-dur K 201 og i kvartetterne K 168-173.

For den vidtberejste komponist føltes tilværelsen i Salzburg stadig mere ufri, og i 1777 blev han efter ansøgning afskediget fra tjenesten som koncertmester. For første gang rejste han ud i verden uden sin far, dog ledsaget af moderen.

I Mannheim nød han samværet med hoffets orkestermusikere og forelskede sig i Aloysia Weber (1759/61-1839). På faderens befaling rejste han videre til Paris, hvor han bl.a. komponerede symfoni nr. 31 i D-dur K 297 til Concert Spirituel og klaversonaten i a-mol K 310.

Opholdet blev ingen succes, moderen døde, og dybt skuffet vendte Mozart tilbage til Salzburg. Her overtog han en stilling som organist ved ærkebiskoppens hof og blev økonomisk bedre stillet end før, men for hans kunstneriske udvikling var det et tilbageskridt.

Efter to begivenhedsløse år modtog Mozart bestilling på en opera til hoffet i München, og Idomeneo, den første af hans syv store operaer, opførtes med succes i 1781.

Samme år blev han beordret til Wien, og her fulgte kort efter det endelige brud med ærkebiskoppen. Mozart gik i gang med at undervise, optræde ved koncerter og skrive bestillingsværker, bl.a. tre store blæserserenader og symfoni nr. 35 i D-dur K 385, Haffner. Operaen Bortførelsen fra seraillet opførtes i 1782, og kort efter giftede han sig med Aloysias søster, Constanze Weber (1762-1842). I 1783 aflagde Mozart sit eneste besøg i Salzburg efter bruddet med ærkebiskoppen for at præsentere Constanze for Leopold og Nannerl.

I den følgende, lykkelige periode foldede Mozarts skaberkraft sig ud med enestående frodighed. Til sine abonnementskoncerter (såkaldte "akademier") skrev og opførte han først og fremmest klaverkoncerter. Operaen Figaros bryllup havde premiere i 1786, og i begyndelsen af det følgende år rejste Mozart til Prag, hvor han bl.a. opførte sin nyeste symfoni nr. 38 i D-dur K 504, Pragersymfoni. Han rejste hjem med en bestilling på en ny opera, Don Giovanni, som uropførtes samme år i Prag.

I Wien efterfulgte han Christoph Willibald Gluck som kejserlig "kammermusicus"; årshonoraret på 800 gylden (mod Glucks 2000) var et kærkomment supplement til den stadig mere anstrengte økonomi. Publikum svigtede, og i sommeren 1788 begyndte han at skrive breve til en frimurerbroder med anmodning om lån. Fra denne tid stammer hans sidste tre symfonier, nr. 39-41 i Es-dur K 543, g-mol K 550 og C-dur K 551.

Et ophold i Berlin i foråret 1789 gav lige så ringe udbytte som en rejse til Frankfurt i efteråret 1790. I marts 1791 var Mozart solist i klaverkoncerten nr. 27 i B-dur K 595, hans sidste koncertoptræden. I samarbejde med Emanuel Schikaneder (1751-1812) gik han i gang med at komponere Tryllefløjten, men blev afbrudt af to bestillinger, først på et requiem til en ukendt velhaver (grev Walsegg-Stuppach), dernæst på operaen Titus til opførelse i Prag. Mozart nåede at opleve Tryllefløjtens stadig stigende succes inden sin død.

Hans enke blev i 1809 gift med den danske diplomat Georg Nikolaus Nissen (1761-1826) og boede i København 1810-1820. Af Mozarts seks børn overlevede kun to sønner, Carl Thomas (1784-1858) og Franz Xaver Wolfgang (1791-1844).

Wolfgang Amadeus Mozarts musik

Ingen komponist har været mere begunstiget gennem hele sin opvækst end Mozart. I Salzburgs musiktraditioner forenedes påvirkninger fra Wien, Sydtyskland og Italien, og på de mange rejser stiftede han bekendtskab med tidens betydeligste komponister og genrer.

I kraft af sin beherskelse af samtlige musikalske discipliner formåede han at omsætte sine indtryk til værker af blivende værdi, men den helt specielle Mozartske stil gør sig først og fremmest gældende i årene omkring Mannheim-Paris-rejsen (1778) for derefter at nå sit fulde gennembrud i Wienerårene.

Allerede som ganske ung var han fortrolig med tidens mest prestigefyldte musikform, operaen, som han dyrkede både i form af tysk syngespil og italiensk opera. Han forbandt italienernes og Johann Christian Bachs melodiske sødme med en farverig orkestersats, hvor især blæserbehandlingen må fremhæves, og hertil kommer en stadig mere udviklet sans for personkarakteristik.

Efter et musikalsk højdepunkt i Idomeneo og Bortførelsen fra seraillet fremtræder Mozart som den geniale musikdramatiker med de to store italienske operaer til tekst af Lorenzo da Ponte, Figaros bryllup og Don Giovanni; i deres overdådigt nuancerede personkarakteristik hæver de sig milevidt over, hvad genren opera buffa hidtil havde frembragt. I arier og ensembler og ikke mindst i finalerne, som på subtil måde forener dramaturgiske og symfoniske elementer, viser Mozart sin psykologiske indfølingsevne.

Overgangen til den sene stil fornemmes i den sidste da Ponte-opera, Così fan tutte, hvor Mozart reagerer på tekstens marionetagtige persongalleri med en musik af næsten overjordisk skønhed og samtidig med en raffineret (ironisk?) distance, som forvirrede både samtiden og senere generationer.

I Tryllefløjten lykkes det Mozart at ændre Emanuel Schikaneders eventyrsyngespil til et idé-kunstværk, hvori frimurernes tanker om humanitet og broderskab finder udtryk i musik af hidtil ukendt enkelhed og afklarethed. Den store spredning i stil og genre, fra Nattens Dronnings halsbrækkende koloraturarier til Papagenos folkelige viser, karakteriserer på overbevisende måde personernes idémæssige tilhørsforhold.

Mozarts værker i udvalg

Operaer og syngespil:

Vokalværker:

  • Messer, litanier, motetter, kantater mv., heriblandt:
  • Missa solemnis, C-dur, 1780
  • Messe, c-mol (ufuldendt), 1783
  • Requiem, d-mol (ufuldendt), 1791
  • Ave verum corpus, 1791
  • Arier med orkester. Sange med klaver. Flerstemmige sange og kanoner

Orkestermusik:

  • Ca. 50 symfonier, heriblandt:
  • nr. 25, g-mol
  • nr. 29, A-dur
  • nr. 31, D-dur, Paris
  • nr. 35, D-dur, Haffner
  • nr. 36, C-dur, Linz
  • nr. 38, D-dur, Prag
  • nr. 39, Es-dur
  • nr. 40, g-mol
  • nr. 41, C-dur, Jupiter

Cassationer, serenader, divertimenti mv., heriblandt:

  • Serenata notturna
  • Haffner-serenade
  • Posthornserenade
  • Maurerische Trauermusik
  • Ein musikalischer Spaß
  • Eine kleine Nachtmusik
  • Divertimenti og serenader for blæsere, heriblandt:
  • Serenade, B-dur, K 361, Gran Partita
  • Serenade, Es-dur, K 375
  • Serenade, c-mol, K 388
  • 23 klaverkoncerter
  • 5 violinkoncerter
  • Sinfonia concertante, violin og viola
  • Sinfonia concertante, 4 blæsere
  • koncerter for fagot, obo, fløjte, fløjte og harpe, horn, klarinet

Kammermusik:

  • 5 strygekvintetter
  • ca. 25 strygekvartetter
  • Divertimento for strygetrio
  • fløjtekvartetter
  • obokvartet
  • hornkvintet
  • klarinetkvintet
  • kvintet for klaver og blæsere
  • 2 blæseroktetter
  • 2 klaverkvartetter
  • 6 klavertrioer
  • ca. 30 violinsonater

Klavermusik:

  • 18 klaversonater
  • variationer
  • fantasier
  • rondoer mv.

Mozarts kirkemusik er altovervejende blevet til i Salzburg. Fra Wienerårene stammer Messe i c-mol K 427 og Requiem K 626 (begge ufuldendte) samt motetten Ave verum corpus.

Også inden for symfoni og strygekvartet var Mozarts udgangspunkt Italien. Den tresatsede sinfonia prægede i begyndelsen begge genrer, men under indflydelse af hjemlandets traditioner føjedes menuetten til. Inspireret af Haydn komponerede Mozart de seks Haydn-kvartetter, som med deres forening af sublim satskunst og sjælelig fordybelse udgør et højdepunkt inden for genren.

Kulminationen af hans symfoniske skaben blev nået med de tre sidste symfonier fra 1788. Blandt hans sene kammermusikværker bør de fire strygekvintetter, det sekssatsede Divertimento for strygetrio og klarinetkvintetten i A-dur fremhæves. I sonaterne for klaver og violin frigjorde Mozart violinen fra dens tidligere underordnede rolle og står således som skaberen af den moderne violinsonate.

Den genre, hvormed Mozart i de første Wienerår så succesrigt bejlede til publikums gunst, var klaverkoncerten. Højdepunktet udgøres af de tolv koncerter fra årene 1784-86, hans glansperiode som koncerterende komponist. Mozart var virtuos på klaveret, og i koncerterne udnytter han fantasifuldt instrumentets klanglige og spillemæssige muligheder.

Hvor langt han formåede at udvikle genren fra dens oprindelig rent underholdende funktion til et dybt personligt kunstnerisk udsagn, viser de to molkoncerter: nr. 20 i d-mol K 466 og nr. 24 i c-mol K 491, den første med en overraskende, optimistisk slutning, den anden præget fra først til sidst af fortvivlelse og sorgfuld resignation. Hermed var Mozart nået til et absolut yderpunkt i en genre, som han alene havde udviklet til fuldkommenhed.

Mozarts værker blev katalogiseret af Ludwig Ritter von Köchel, hvis fortegnelse (citeret som K eller KV) udkom første gang i 1862, siden fulgt af flere reviderede udgaver.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig