Faktaboks

Jacques-Fromental Halévy
Født
1799
Død
1862

Jacques-Fromental Halévy, 1799-1862, fransk komponist. Jacques-Fromental Halévy påbegyndte sine studier ved Pariserkonservatoriet allerede i 1809, hvor han var elev af bl.a. Luigi Cherubini; i 1819 vandt han Romerprisen (se Grand Prix de Rome) med kantaten Herminie.

I 1827 opnåede han sin første succes med operaen L'Artisan, og i de følgende år slog han sit navn fast med en række komiske operaer. Hans hovedværk blev dog La Juive (Jødinden), som havde premiere på Pariseroperaen 1835, og som stadig anses for en af de fineste repræsentanter for genren "grand opéra". Blandt hans i alt 36 operaer bør tillige nævnes La Reine de Chypre (1841).

Ved siden af sin karriere som operakomponist var Jacques-Fromental Halévy professor ved Pariserkonservatoriet, fra 1833 i kontrapunkt og fra 1840 i komposition; blandt hans elever var Charles Gounod og Georges Bizet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig