Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Christoph Willibald Gluck

Oprindelig forfatter Wang Seneste forfatter Redaktionen

Christoph Willibald Gluck tildeltes en mindre pavelig adelstitel og kaldte sig Ritter von Gluck. Hans reformer af operaen i sidste halvdel af 1700-t. betegnede den vigtigste fornyelse af genren siden dens opståen omkring 1600. Maleri af Joseph-Siffred Duplessis, 1775. Kunsthistorisches Museum, Wien.

Christoph Willibald Gluck tildeltes en mindre pavelig adelstitel og kaldte sig Ritter von Gluck. Hans reformer af operaen i sidste halvdel af 1700-t. betegnede den vigtigste fornyelse af genren siden dens opståen omkring 1600. Maleri af Joseph-Siffred Duplessis, 1775. Kunsthistorisches Museum, Wien.

Christoph Willibald Gluck, 1714-1787, tysk opera- og balletkomponist. Allerede i 13-14-års-alderen tog Christoph Willibald Gluck til Prag, hvor han jævnsides med sine universitetsstudier, som han dog ikke færdiggjorde, ernærede sig som frit udøvende musiker.

Efter et par års ophold i Wien blev Gluck i 1737 engageret af grev Melzi i Milano, hvor han bl.a. havde kontakt med komponisten Giovanni Battista Sammartini, hvis stil spores i Glucks ungdomsværker.

I 1741 opnåede han betydelig succes med sin debutopera, Artaserse, til tekst af Pietro Metastasio. Hermed lagdes grunden til en kort, men blomstrende karriere i Norditalien indtil 1745, da han rejste til London og bl.a. stiftede bekendtskab med Geors Friedrich Händel.

Annonce

Efter nogle års ophold i forskellige tyske byer, bl.a. Hamburg og Dresden, dukkede Gluck atter op i Wien, hvor hans La Semiramide riconosciuta (1748) opførtes ved genåbningen af det renoverede Burgtheater. Som medlem af Pietro Mingottis italienske operatrup besøgte Gluck 1748-49 Danmark, hvor hofkapelmester Johann Adolph Scheibes synspunkter om forholdet mellem arier og recitativer øvede stor indflydelse på ham og bidrog til hans senere reformering af operagenren.

Ægteskab med den velhavende købmandsdatter Maria Anna Bergin sikrede fra 1750 ikke blot Gluck økonomisk uafhængighed, men også tæt kontakt med de inderste hofkredse omkring kejserinde Maria Theresia; han opnåede bl.a. ansættelse som kapelmester hos fyrsten af Sachsen-Hildburghausen.

Under indflydelse af fransk teater- og operastil, som var højeste mode i Wien i 1750'erne, skrev Gluck en række fransksprogede komiske operaer, inden han i 1762 med Orfeo ed Euridice ('Orfeus og Eurydike') til tekst af Ranieri de' Calzabigi (1714-1795) indledte den reform af operagenren, som siden har været knyttet til hans navn.

Christoph Willibald Glucks operareform er stærkt båret af oplysningstidens tankegang og er især karakteriseret ved: Forenkling af handlingen, herunder stærk reduktion af antallet af bipersoner; forenkling af ariernes musik til gunst for tekst og handlingsgang; udjævning af forskellene mellem arier og recitativer, således at svagheden ved nummeroperaen, hvor handlingen forløber i recitativerne, mens følelserne udtrykkes i arierne, søges ophævet.

Disse reformer præger tillige Alceste(1767, udgivet 1769 med Glucks berømte programmatiske forord) og Paride ed Elena ('Paris og Helena', 1770).

I årene 1773-79 foretog Gluck fem rejser til Paris, hvor han ud over de tre nævnte "reformoperaer" fik opført yderligere fire: Iphigénie en Aulide ('Ifigenia i Aulis', 1774), Armide(1777), Iphigénie en Tauride ('Ifigenia på Tauris', 1779) og Echo et Narcisse ('Ekko og Narcissus', 1779).

Christoph Willibald Glucks operareform fik stor betydning for udviklingen af den gennemkomponerede opera. Den kendteste af Glucks balletter er Don Juan (1761).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Wang: Christoph Willibald Gluck i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 10. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=84533