• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Georg Friedrich Händel

Oprindelig forfatter NKrab Seneste forfatter Redaktionen

Georg Friederich Händel blev portrætteret adskillige gange af samtidige kunstnere. Dette maleri, der er fra 1756, skyldes Thomas Hudson. National Portrait Gallery, London.

Georg Friederich Händel blev portrætteret adskillige gange af samtidige kunstnere. Dette maleri, der er fra 1756, skyldes Thomas Hudson. National Portrait Gallery, London.

Georg Friedrich Händel, på engelsk George Frideric Handel, 23.2.1685-14.4.1759, tysk komponist, engelsk statsborger fra 1727.

Georg Friedrich Händel var sin tids berømteste komponist, og hans position i musiklivet har holdt sig usvækket gennem tiderne. Samtidig med sin tilknytning til hof og adel virkede han som fri komponist i Londons musikliv, underkastet markedets økonomiske vilkår, og indvarslede derigennem en ny tid i musikhistorien.

Georg Friedrich Händel blev født i Halle. Hverken faderen, der var feltskær, eller moderen, der var præstedatter, synes at have haft særlig interesse for musik, og drengens evner udviklede sig således snarere på trods af end i kraft af forældrenes tilskyndelse. Som tiårig fik han sin første undervisning hos den lokale organist og velanskrevne komponist Friedrich Wilhelm Zachau (1663-1712). Som 17-årig blev han indskrevet ved byens netop grundlagte universitet, sandsynligvis med jura som fag, og fra denne tid hidrører hans livslange venskab med Georg Philipp Telemann, der ligesom Händel skulle blive en af Europas førende komponister (derimod mødtes Bach og Händel aldrig).

Annonce

Snart afbrød Händel sine studier for i 1702 at tiltræde sit første embede som organist ved domkirken i Halle. Dette kunne være blevet indledningen til en traditionel tysk kirkemusikerkarriere, som den kendes fra Johann Sebastian Bach.

Imidlertid drog Händel allerede i 1703 til Hamburg, som siden 1678 havde været Tysklands vigtigste by inden for operagenren. Han blev ansat som violinist og cembalist ved Hamburgoperaen, hvis leder, Reinhard Keiser, blev anset for at være Tysklands førende operakomponist.

Under sit treårige ophold i Hamburg skrev Händel sin tidligste kammermusik og sin første opera, Almira, til en tekst, der var en blanding af tysk og italiensk. Her lærte han den lutherske passionsmusik at kende og stiftede bekendtskab med kritikeren og musikteoretikeren Johann Mattheson, der var organist i byen.

Værker i udvalg

Operaer (ca. 45 bevaret; hertil ca. 10 arrangementer af andres operaer):

  • Almira, Hamburg 1705 (tidligste opera)
  • Rinaldo, London 1711 (debutværket i England)
  • Giulio Cesare in Egitto, London 1724
  • Orlando, London 1733
  • Serse (Xerxes), London 1738
  • Deidamia, London 1741 (sidste opera)

Oratorier (2 italienske, 20 engelske og 3 engelske oder):

  • Esther, 1718 (?) og 1732 (første engelske oratorium)
  • Deborah, 1733
  • Athalia, 1733
  • Alexander's Feast, 1736 (Cæcilie-ode til tekst af John Dryden)
  • Saul, 1739
  • Israel in Egypt, 1739
  • Messiah, Dublin 1742
  • Occasional Oratorio, 1746
  • Judas Maccabaeus, 1747
  • Solomon, 1749
  • Jephta, 1752 (sidste nykomponerede oratorium)

Kirkemusik:

  • Chandos Anthems, nr. 1-11, komponeret 1717-18 til hertugen af Chandos
  • Coronations Anthems, nr. 1-4, komponeret 1727 til George 2. og dronning Carolines kroning
  • "Utrecht" Te Deum, 1713 i anledning af freden i Utrecht
  • "Dettingen" Te Deum, 1743 i anledning af freden i Dettingen

Instrumentalmusik:

  • Water Music, 1717? (3 orkestersuiter, opført på Themsen; muligvis blev den tredje suite først skrevet i 1736)
  • 6 concerti grossi op. 3, trykt 1734 (såkaldte "Obokoncerter")
  • 6 orgelkoncerter op. 4, trykt 1738
  • 12 concerti grossi op. 6, trykt 1740 ("Grand Concertos")
  • 6 orgelkoncerter op. 7, komponeret i 1740'erne, trykt 1761
  • Music for the Royal Fireworks, 1749 (orkestersuite)
  • Marcher for orkester, sonater og anden kammermusik, værker for cembalo og orgel

Desuden vokal kammermusik (kantater, duetter osv.)

Interessen for operaen førte Georg Friedrich Händel videre til genrens hjemland, Italien. I 1706-10 opholdt han sig i forskellige italienske byer, vandt indpas i adelige kredse, lærte den italienske opera seria at kende indefra og traf en række betydelige komponister, bl.a. Arcangelo Corelli, Alessandro Scarlatti og dennes søn Domenico.

Fra disse for Händel betydningsfulde år stammer, foruden en række operaer, ca. 100 verdslige kantater og oratorierne Il trionfo del Tempo e del Disinganno og La Resurrezione, der dog kun har genrebetegnelsen tilfælles med de senere engelske oratorier.

Efter i 1710 at have fået ansættelse som kapelmester hos kurfyrsten af Hannover drog Händel i slutningen af 1711 til London, hvor hans opera Rinaldo blev opført med stor succes. Han vendte kortvarigt tilbage til Hannover, men tog derefter uden fyrstens tilladelse fra 1712 fast ophold i London, hvor han hurtigt blev centralt placeret i engelsk musikliv, støttet af adelen og protegeret af kongehuset (at Händel med Water Music skulle have forsonet sig med fyrsten, der i 1714 blev konge af England under navnet George 1., er en næppe holdbar legende).

Hans position i musiklivet blev dog også udsat for angreb og intriger fra dele af den engelske middelklasse, og hertil kom, at han delvis mod sin vilje blev en brik i det politiske spil mellem whigger og toryer og mellem kongen og prinsen af Wales. Kontakten til kongehuset udmøntede sig i en række lejlighedsværker, hvoraf ikke mindst Zadok the Priest, en af de fire Coronation Anthems skrevet til George 2.s tronbestigelse i 1727, er blevet indbegrebet af Händels monumentale stil.

1713-19 virkede Georg Friedrich Händel som huskomponist, først hos jarlen af Burlington og siden hos hertugen af Chandos, inden han i 1720 kastede sig ud i det ambitiøse operaprojekt The Royal Academy of Music, hvor han blev musikdirektør. I de følgende mere end tyve år komponerede han med skiftende succes mindst en italiensk opera om året.

Trods problemer med sangerne (bl.a. Francesca Cuzzoni og Faustina Hasse), intriger fra politiske modstandere, forsøg på latterliggørelse i John GaysThe Beggar's Opera (1728), oprettelse af et konkurrerende operaselskab i 1733, skiftende økonomiske konjunkturer og publikums manglende forståelse for det italienske sprog holdt Händel stædigt fast ved operagenren indtil 1741, da han skrev sit sidste værk for scenen, Deidamia.

Derefter koncentrerede han sig om det engelske oratorium, som han i løbet af de foregående årtier nærmest ved et tilfælde var begyndt at interessere sig for. I kraft af deres engelske tekst og velkendte gammeltestamentlige beretninger havde disse oratorier en stærk appel til det engelske publikum, og allerede i hans egen tid blev mange af dem indbegrebet af den nationale engelske musikkultur.

Georg Friedrich Händels første engelske oratorium, Esther, blev privat opført i 1720 (muligvis allerede i 1718) og gentaget på King's Theatre i 1732. Ved denne lejlighed greb biskoppen af London ind og forhindrede scenisk opførelse med kostumer og dekorationer under henvisning til emnets ophøjede karakter. Herved skabtes traditionen for senere opførelser af Händels oratorier, ikke som teatermusik og ikke som kirkemusik, men som koncertsalsmusik.

De følgende år vendte Händel lejlighedsvis tilbage til oratoriegenren med værker som Deborah og Athalia, og efter en personlig krise i slutningen af 1730'erne nåedes et første højdepunkt omkring 1740 med oratorierne Saul, Israel i Egypten og Messias, sidstnævnte skrevet på mindre end en måned og opført i Dublin i 1742 til fordel for tre velgørende institutioner. Ved opførelsen i London året efter blev Messias forsigtigt præsenteret under den neutrale titel A New Sacred Oratorio.

Værket blev det hyppigst opførte oratorium i Händels levetid og fra 1749 kædet sammen med det nylig grundlagte Foundling Hospital i London til opfostring af hjemløse børn. De følgende ti år fulgte en række oratorier, som bidrog til at cementere Händels position, ikke kun som Englands, men som hele Europas førende komponist; allerede i 1737 var hans statue blevet opstillet i en af Londons forlystelsesparker, Vauxhall Gardens. De betydeligste af disse værker er Judas Maccabæus, Susanna, Salomon og Jephta.

Fra 1734-35 havde Händel indført den praksis, der blev omtalt både på plakater og i pressen, at han mellem akterne i oratorierne opførte koncerter for orgel og orkester med sig selv som orgelsolist. Sammen med de 12 concerti grossi, Grand Concertos, opus 6 fra 1739 udgør de hans vægtigste bidrag til den nye koncertgenre. Hertil kan føjes de tre orkestersuiter Water Music, hvoraf den ene (muligvis alle tre) blev opført på Themsen i 1717, og Music for the Royal Fireworks, opført i 1749 i Green Park i London i anledning af freden i Aachen.

I slutningen af 1740'erne begyndte Händels syn at svigte, og efter opførelsen i 1752 af Jephta, der med sin skæbnetro og sin usædvanlige udtrykskraft synes at rumme visse selvbiografiske træk, kom der ikke flere større værker fra hans hånd.

Georg Friedrich Händel blev begravet i Westminster Abbey i London. Tre år efter, 1762, opstilledes hans gravmonument i kirken; med den ene hånd peger komponisten på David med harpen, mens han i den anden holder et nodeark med sopran-arien fra Messias, "I know that my Redeemer liveth".

Georg Friedrich Händels musik

Georg Friedrich Händel komponerede inden for alle tidens vigtige genrer: opera, oratorium, kirkemusik (latinsk, italiensk, engelsk), vokal kammermusik (kantater, duetter, sange), orkestermusik (concerti grossi, orgelkoncerter, suiter) og instrumental kammermusik (solo- og triosonater, cembalomusik).

En stor del af hans værker blev trykt i samtiden, og dette forhold, sammenholdt med det talstærke publikum i London, gjorde hans musik kendt viden om. Den fremstår som det store modstykke til den samtidige Johann Sebastian Bachs produktion: robust og udadvendt, men med en umiskendelig etisk grundholdning.

Sjældent møder man Bachs dristige harmonik og kontrapunktiske lærdom, men Händel mestrer som ingen anden det umiddelbart billedskabende udtryk og formår især i oratorierne at lade musikkens udtrykskraft kompensere for manglen på ydre sceniske effekter.

Georg Friedrich Händel blev en institution allerede i sin levetid, og der er talrige reaktioner på hans musik i samtidens presse, breve og litteratur. Hans biografi blev skrevet umiddelbart efter hans død (udg. 1760) af John Mainwaring (ca. 1724-1807), og specielt hans oratorier og anthems udgjorde rygraden i den engelske kortradition, sådan som den udfoldede sig gennem 1800-t. både blandt professionelle og amatører. Her indtog Messias en særstilling, således som det havde gjort det allerede de sidste 10-15 år af komponistens liv.

Et første højdepunkt nåede denne Händeltradition med den store Händelfest i London 1784 (fejlagtigt antaget som 100-året for hans fødsel); ved den lejlighed knæsattes den monumentale stil ved opførelsen af oratorierne med stort kor og orkester, som først interessen for autentisk opførelsespraksis har taget afstand fra (se historiske musikinstrumenter).

Mens oratorierne dominerede repertoiret i 1800-t., fik Händels operaer en renæssance i Tyskland omkring 1920 i forbindelse med den almindelige reaktion mod den wagnerske opera, men trods mange forsøg på en rehabilitering har operaerne aldrig opnået samme popularitet som oratorierne.

1858-1902 foranstaltede det tyske Händelselskab den hidtil eneste samlede udgave af Georg Friedrich Händels værker, udgivet af Friedrich Chrysander (1826-1901). I 1958 påbegyndtes en ny udgave, den såkaldte Hallische Händel-Ausgabe. Nummereringen af Händels værker, betegnet med HWV, følger den tyske musikforsker Bernd Baselts (1934-1993) opstilling i Händel-Handbuch (bd. 1-3, 1978-86).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Krabbe: Georg Friedrich Händel i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 28. juni 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=95270

    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. Georg Friedrich Händel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik