Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Francesco Cavalli

Oprindelig forfatter Wang Seneste forfatter Redaktionen

Francesco Cavalli, 1602-1676, italiensk komponist. Efter sin opvækst i Crema blev Francesco Cavalli i 1616 antaget som drengesanger ved Markuskirken i Venezia under Claudio Monteverdi. I 1640 blev han anden organist, i 1665 første organist og endelig i 1668 kapelmester ved samme kirke.

Ud over kirkemusik, herunder et Requiem, skrev Cavalli 34 operaer, hvortil kommer ni, hvis ægthed ikke er endeligt fastslået. De kendteste er Giasone (Jason, 1649) og Il Serse (Xerxes, 1654), hvis opførelse i Paris ved Ludvig 14.s bryllup (1660) vidner om Cavallis betydelige anseelse i samtiden.

Hans operaer er kendetegnet ved, at der er lagt større vægt på arier, der ofte har da capo-form, og på ensembler end på korsatser. Ariernes melodilinje præges af såvel enkle, karakterfulde treklangsbrydninger som udtryksfulde, kromatiske intervaller. De er ofte udformede over et ostinat basmotiv, undertiden med stærkt islæt af faldende eller stigende kromatik.

Annonce

Francesco Cavalli er sammen med Antonio Cesti en af de vigtigste repræsentanter for den venetianske operaskole i 1600-tallet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Wang: Francesco Cavalli i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=55077