• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Antonio Vivaldi

Oprindelig forfatter PRy Seneste forfatter Redaktionen

Antonio Vivaldi.

Antonio Vivaldi.

Antonio Vivaldi, Antonio Lucio Vivaldi, 4.3.1678-28.7.1741, italiensk komponist, en af baroktidens fremtrædende skikkelser. Antonio Vivaldi fik især betydning gennem fastlæggelsen af den tresatsede koncertform, der forblev norm langt ind i 1900-t.

Antonio Vivaldi blev født i Venezia som søn af en violinist ved Markuskirken, men om hans barndom og musikalske uddannelse vides intet. Han blev præsteviet 1703, men ophørte på grund af sygdom med at læse messe.

Samme år blev han ansat ved en af Venezias institutioner for hittebørn, Il pio Ospitale della Pietà, hvor han med flere afbrydelser indtil 1740 underviste unge piger i at spille på forskellige instrumenter, og hvortil han komponerede en del af sine koncerter og kirkemusikværker.

Annonce

1713 opførtes hans første opera, Ottone in Villa, en genre, han med vekslende succes dyrkede til det sidste, både i Venezia og i andre byer, hvortil han rejste trods sit skrøbelige helbred (Verona, Firenze, Rom, Ferrara mfl.). Af ukendte grunde rejste han i efteråret 1740 til Wien, hvor han døde.

Vivaldis musik

Med sin store produktion af koncerter (over 400) skrevet for mange forskellige instrumenter (violin, viola d'amore, cello, mandolin, blok- og tværfløjte, obo, fagot og andre, i adskillige tilfælde for to eller flere soloinstrumenter) fik Vivaldi indflydelse både på genrens udformning og tidligste udvikling i første halvdel af 1700-t. og på violinspillets teknik.

Hans første trykte samling koncerter, op. 3 (Amsterdam, ca. 1710), der fulgte to samlinger trio- og solosonater, omfatter dels værker, der tyder på en vis påvirkning fra den ældre concerto grosso (en betegnelse, Vivaldi aldrig selv anvendte), dels koncerter af den nyere type, der blev så godt som enerådende fra og med den næste samling, op. 4 (ca. 1714). Denne koncerttype, som bl.a. Tomaso Albinoni dyrkede før Vivaldi, er kendetegnet ved den faste tresatsede disposition, der stammer fra operaforspillet (sinfonia), og ved den strukturerede udnyttelse af den klanglige kontrast mellem strygeorkester (tutti) og solist(er).

Under indflydelse af bl.a. da capo-arien omfatter de hurtige, rondoagtige ydersatser fire eller fem tuttiafsnit i skiftende tonearter, som de mellemliggende soloafsnit modulerer fra og til.

Flere af Vivaldis koncerter har et programmatisk indhold, bedst kendt fraDe fire årstider (1725); andre emner er fx storm på havet (La tempesta di mare, bl.a. op. 8 nr. 5, RV 253, og op. 10 nr. 1, RV 433), natten (La notte op. 10 nr. 2, RV 439, og fagotkoncert RV 501), fugle (bl.a. Il gardellino, stillidsen, op. 10 nr. 3, RV 428) og sindsstemninger (fx L'inquietudine, angsten, RV 234).

Antonio Vivaldi hører til de komponister, der blev glemt i midten af 1700-t. og først genopdaget i begyndelsen af 1900-t. igennem Bachforskningens interesse for Johann Sebastian Bachs transskriptioner af flere af hans koncerter, men først efter 2. Verdenskrig er Vivaldis musik blevet almindelig kendt. En udgave af hans instrumentalværker blev påbegyndt 1947, efterfulgt fra begyndelsen af 1980'erne af en kritisk udgave, der også omfatter dele af hans store produktion af kirkelig og verdslig vokalmusik.

Hans værker, hvoraf ca. 800 er bevaret, er blevet katalogiseret flere gange, bl.a. af den danske musikforsker Peter Ryom, hvis fortegnelse der henvises til med forkortelsen RV.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Ryom: Antonio Vivaldi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. juli 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=180810