Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Palestrina

Oprindelig forfatter Hauge Seneste forfatter Redaktionen

Palestrina. Hverken italienske eller udenlandske komponister tøvede med at udnytte Ottaviano Petruccis nodetrykkerkunst til at lade deres værker udgive og dermed nå ud til et større publikum. I 1544 udsendte to romerske forlæggere, brødrene Valerio og Aloisio Dorico, en samling messer af den spanske komponist Cristóbal de Morales; ti år senere genanvendte forlæggerne det let ændrede titelblad med tilhørende billede til udgivelsen af deres landsmand Giovanni Pierluigi da Palestrinas første samling messer. Stikket viser i begge tilfælde den pågældende komponist, der overrækker bogen til paven, hhv. Paul 3. i 1544 og Julius 3. i 1554.

Palestrina. Hverken italienske eller udenlandske komponister tøvede med at udnytte Ottaviano Petruccis nodetrykkerkunst til at lade deres værker udgive og dermed nå ud til et større publikum. I 1544 udsendte to romerske forlæggere, brødrene Valerio og Aloisio Dorico, en samling messer af den spanske komponist Cristóbal de Morales; ti år senere genanvendte forlæggerne det let ændrede titelblad med tilhørende billede til udgivelsen af deres landsmand Giovanni Pierluigi da Palestrinas første samling messer. Stikket viser i begge tilfælde den pågældende komponist, der overrækker bogen til paven, hhv. Paul 3. i 1544 og Julius 3. i 1554.

Palestrina, egl. Giovanni Pierluigi da Palestrina, ca. 1525-1594, italiensk komponist fra byen Palestrina. Han var en af tidens betydeligste komponister af kirkelig vokalmusik, især messer og motetter, og hans stil har udgjort og udgør stadig et fundament for skoling af komponister, musikere og teoretikere.

Palestrina begyndte sin karriere som kordreng i fødebyen og fortsatte i samme egenskab ved Santa Maria Maggiore i Rom. I 1544 vendte han tilbage til Palestrina som lærer og organist ved domkirken. Hans tidligste messer stammer formodentlig fra denne periode, hvor han udviklede sin stil fra at være influeret af flamske komponister (som Josquin des Prés, se den fransk-nederlandske tradition) til en mere personlig udtryksform.

I 1551 kaldtes han til det pavelige kapel, Capella Giulia, ved Peterskirken i Rom af Julius 3., der tidligere havde været biskop i Palestrina; den første bog med messer (1554) blev tilegnet paven.

Annonce

I 1555 blev han ansat som sanger ved Det Sixtinske Kapel, skønt han var gift og ikke præsteviet. Få måneder senere døde paven, og som hans efterfølger valgtes Marcellus 2., der gav navn til Palestrinas berømte Missa Papae Marcelli (udgivet 1567). Da reglerne om sangernes cølibat nu skulle håndhæves, blev Palestrina og andre sangere afskediget.

Samme år efterfulgte han Orlando di Lasso som kapelmester ved Laterankirken; 1561-66 var han ansat ved Santa Maria Maggiore og virkede derefter som den første lærer i musik ved Seminario Romano. Fra 1571 til sin død var han kantor ved Peterskirken.

Palestrinas musik

Palestrinas 104 messer omfatter samtlige de typer, som var almindelige i sidste halvdel af 1500-tallet. Langt størstedelen er parodimesser (se parodi) med forlæg i egne eller andres motetter eller madrigaler; fx er den femstemmige Missa Vestiva i colli (1599) baseret på hans madrigal af samme navn.

Men også tidligere komponisters værker har dannet forlæg; således har den smukke seksstemmige Missa Benedicta es (før 1562) forlæg i en motet af Josquin des Prés. Den næststørste gruppe messer er parafrasemesserne, i hvilke gregorianske melodier lægges i overstemmen, hvor de udsmykkes (fx Missa De Beate Virgine, 1567).

En mindre gruppe messer er bygget over en cantus firmus-melodi (fx to Missa L'homme armé, 1570 og 1582). Kun få messer, hvoraf Missa Papae Marcelli er den kendteste, har intet forlæg. Denne messe er tydeligvis influeret af modreformationen (1545-63) og dennes krav om større hensyn til tekstens forståelighed, dvs. i musikalsk sammenhæng en gennemsigtig og overvejende homofon sats.

Palestrinas liturgiske værker omfatter også ca. 375 motetter, hvoraf næsten halvdelen blev udgivet i samtiden. I 1591 udkom en bog med 16 Magnificatvers, hvortil kommer en snes utrykte udsættelser. De 68 offertorier til kirkeåret, udsendt 1593, udgør ved siden af Lassos de første skrevet i fri motetstil og regnes for at være blandt renæssancens ypperste inden for denne genre.

Derudover findes flere udsættelser af Klagesangene, herunder en samling udgivet 1588. Palestrina skrev også fire bøger madrigaler, de tidlige med verdslige, de senere med kirkelige tekster.

Mens samtidige komponister eksperimenterede med kromatik, ordmaleri og fri dissonansbehandling, skrev Palestrina i en konservativ, men sober og ren stil. Af breve fra ca. 1568 fremgår, at han i overensstemmelse med modreformationens ideal mente, at den musikalske struktur skulle være så enkel og klar, at teksten kunne forstås.

Alligevel kan hans musik være ganske udtryksfuld. Fx i Klagesangene formår han at forløse teksterne ved hjælp af harmoni og en subtil, men dog konservativ anvendelse af dissonanser.

Palestrinas strikte kontrapunktstil har været genstand for talrige afhandlinger fra Pietro Cerone (1566-1625) over J.J. Fux' Gradus ad Parnassum (1725) til Knud Jeppesens disputats Palestrinastil med særligt Henblik paa Dissonansbehandlingen (1923), som er et af de væsentligste bidrag til den internationale forskning i Palestrinas musik.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Hauge: Palestrina i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=137753