Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Josquin des Prés

Oprindelig forfatter Hauge Seneste forfatter Redaktionen

Josquin des Prés, Josquin Desprez eller blot Desprez, ca. 1440-27.8.1521, nordfransk komponist, som hovedsagelig virkede i Italien. Josquin anses for at være en af renæssancens betydeligste komponister. Intet vides om hans tidlige år; muligvis var han elev af Johannes Ockeghem. Josquins navn optræder første gang i 1459 som sanger ved domkirken i Milano. Fra 1474 var han i tjeneste hos hertugen af Milano, Galeazzo Maria Sforza, som blev myrdet i 1476, hvorefter Josquin fortsatte hos broderen, kardinal Ascanio Sforza. Lønnen var ikke attraktiv, men allerede i 1473 fik Josquin tildelt en stor årlig "benefice" som anerkendelse for sit talent.

I 1486 blev Josquin ansat i det pavelige kapel, hvor han virkede indtil 1501 med en afbrydelse i 1487-89. Herefter tog han muligvis til Frankrig og kan have været tilknyttet Ludvig 12.s hof. Dette antydes i fanfaren Vive le roy, som er et af de få instrumentalværker, Josquin skrev. I konkurrence med komponisten Heinrich Isaac blev han ansat som hofkapelmester hos hertugen af Ferrara, Ercole 1. d'Este, i 1503 og var den højestlønnede musiker i kapellets historie. Her skrev han på hertugens opfordring den femstemmige motet Miserere mei, Deus i den udtryksfulde frygiske kirketoneart; rimeligvis samme sted blev hans Missa Hercules Dux Ferrarie komponeret.

Efter et år forlod han Ferrara og blev ansat ved Notre-Dame-kirken i Condé-sur l'Escaut i det nordligste Frankrig, hvor han virkede indtil sin død. I de sidste år skrev Josquin bl.a. Missa de beata virgine og Missa 'Pange lingua', to af hans mest populære kompositioner.

Annonce

Josquins værker omfatter 18 messer (bl.a. to Missae L'homme armé), næsten 90 motetter samt en del verdslige chansons. De tidlige værker er tydeligt inspireret af Ockeghems komplicerede kontrapunktiske teknik; senere arbejdede Josquin på at skabe en mere udtryksfuld stil, der især er åbenbar i de sene værker.

Josquin var højt anset i sin samtid og nævnes i Baldassare CastiglionesLibro del cortegiano (1528) og François Rabelais'Pantagruel (1533-35), og han var værdsat af Martin Luther for sin udtryksfulde musik. Som den eneste i sin tid fik Josquin udgivet hele tre bøger med egne messer, og adskillige af hans kirkelige værker blev omarbejdet for blandt andet lut og tasteinstrumenter. Josquins musik spillede en vigtig rolle for udviklingen af nye musikteoretiske begreber, sådan som det ses fx i Henricus Glareanus' revolutionerende værk Dodekachordon fra 1547.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Hauge: Josquin des Prés i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=102144